Apopro

Influenza - Symptomer og gode råd

Her hos ApoPro.dk er vi leveringsdygtige i medicin til behandling af influenza
Se udvalget af medicin mod hoste

Hvad er influenza?

Influenza er en virussygdom, hvor virussen giver en betændelse i luftvejene. Virussen spredes derefter med blodet, hvilket giver muskelsmerter og træthed i kroppen . Virussen er yderst smitsom, hvilket leder til influenzaepidemier stort set hvert år. Ifølge Sundhedsstyrelsen får ca. 20% af Danmarks befolkningen hvert år influenza, og ca. 1000-2000 mennesker dør årligt af komplikationer som følge af influenzaen. For størstedelen af befolkningen bør dette dog ikke give anledning til bekymring. Man kan blive vaccineret mod virussen, men eftersom virussen ændrer sig hvert år, vil vaccinen ligeledes skulle fornyes hvert år.

Typer af influenza

Influenza er en RNA virus, der tilhører Orthomyxoviridae-familien. Orthomyxoviridae-familien har seks slægter, hvoraf tre af disse giver influenza. Der er tre influenza-kategorier; type A, B og C.

Type A
Type A er den hyppigste og den mest alvorlige influenzavirus. Denne virus, opstår ca. hvert andet eller hvert tredje år. Type A virussen findes i naturen især hos vade- og svømmefugle. To af de mest kendte Type A-subtyper, der har ramt det danske samfund, er fugleinfluenza (H5N1), der ramte Danmark i 2004 samt svineinfluenzaen (H1N1), der ramte Danmark i 2009.

Type B
Type B har samme, men knap så kraftige symptomer, som type A. Denne type findes kun hos mennesker og kan lede til lokale udbrud. Type B influenza fremstår ofte, når type A er aftagende. Denne type influenza opstår ca. hvert fjerde eller femte år.

Type C
Type C er den mildeste version af influenzaen, og den har derfor de mildeste symptomer. Denne type minder i mange tilfælde meget om en forkølelse. Type C skaber sjældent epidemier.

Influenzaepidemier

En sygdom klassificeres som en epidemi, når antallet af sygdomstilfælde fordobles på en uge. I Danmark rammes vi ofte af influenza, der i nogle tilfælde ender med at blive klassificeret som en epidemi. To af de mest kendte epidemier er svineinfluenzaen fra 2009 samt fugleinfluenzaen, der ramte store dele af Danmark i 2016. 
Fugleinfluenza kan i nogle tilfælde være meget smitsom, og det kan betyde, at mange dyr, og mennesker bliver smittet. 
Hvis svin bliver ramt af fugleinfluenza eller almindelig influenza, kan virussen mutere, hvilket danner en ny virus, der kan starte en ny epidemi, som mennesket ikke er modstandsdygtige overfor. Det var netop dette der skete, da svineinfluenzaen opstod i 2009.

Symptomer på influenza

Influenza minder om en forkølelse, hvor næsen begynder at løbe, og man får ondt i halsregionen. Influenza medfører flere smerter og symptomer som blandt andet: 

Hvorfor får man influenza

Influenzavirussen rammer oftest omkring slutningen af efteråret og/eller om vinteren. Dette skyldes, at virussen trives bedre i et klima med lavere luftfugtighed.

Hvornår smitter influenza?

Influenza smitter gennem luften, hvis du er i nærheden af mennesker, der har sygdommen. Virussen smitter, når den kommer i kontakt med næse, mund eller øjne. Det kan f.eks. være, hvis man gnider sig i øjnene eller berører disse steder på anden vis. Hænderne opsamler virussen, ved håndtryk, og når man rører ved dørhåndtag og lignende. Derudover er virussen også meget smitsom igennem hoste og nys.
Man kan både blive smittet før og efter, symptomerne hos smittebæreren opstår, og man kan derfor smitte 1-2 dage før, man selv får symptomer, ligeledes kan man også videresmitte influenza dagen efter, at ens feber er forsvundet. Børn kan ligeledes smitte i flere dage, efter de er blevet raske.

Behandling og forebyggelse af influenza

Influenza er en virus og ikke en bakterie, hvilket betyder, at den ikke kan behandles med penicillin.
Eftersom du ikke kan behandle det som en bakterieinfektion, anvender man vacciner til at bekæmpe virussen.

Vaccine
Til at forebygge influenzaforløbet kan man lade sig vaccinere. Dette er specielt rådet til mennesker over 65, gravide, personer med sygdomme i hjerte og lunger, samt personer der beskæftiger sig i sundhedssektoren.
Eftersom virussen ændrer sig hvert år, fremstilles der er ny vaccine til at bekæmpe den nye mutation af virussen. Vaccinen virker ca. to uger efter vaccinationsdatoen.
Er du allerede blevet ramt af influenza, hjælper det ikke at lade sig vaccinere, derfor er det en vigtigt at lade sig vaccinere, så snart influenzasæsonen rammer, hvis du er i risikogruppen.

Hvad kan man selv gøre

  • Drik masser af væske
  • Hold kroppen i ro
  • Prioriter din søvn
  • Hostemedicin kan hjælpe med at undgå en tør og smertefuld hoste
  • Undgå alkohol og rygning
  • Bliv inden døre, indtil sygdommen er overstået
  • Hvis sygdommen ikke er aftaget efter en uge, så søg læge

Varighed af influenza

Influenza varer som regel 3-5 dage. Varer influenzaen længere tid, kan dette betyde, at en bakterieinfektion har kompliceret sygdommen. Disse bakterielle infektioner kan være bihulebetændelse, mellemørebetændelse eller lungebetændelse. I disse tilfælde kan din læge udskrive antibiotika. 

Hvem er mest udsat for influenza?

Enkelte grupper af befolkningen er særligt udsatte for influenza og er derfor i “risikogruppen”. Disse personer har som regel lettere ved at få virussen og de har lettere ved at udvikle følgesygdommene.

Ældre
Som nævnt tidligere rådgiver man personer over 65 til at blive vaccineret, da især ældre er udsatte for sygdommen. Man rådgiver specielt ældre på plejehjem, samt personer med lunge- og kredsløbssygdomme, da influenzaen kan lede videre til andre sygdomme.

Gravide
Influenza er ikke farlig for fosteret og øger ikke muligheden for misdannelser. Gravide kan dog stadig have en ubehagelig oplevelse med influenza, da de ofte bliver mere syge end ikke gravide kvinder. Selvom det ikke er farligt for fosterets udvikling, viser forskning fra Norge ifølge Dagens Medicin, at kvinder med influenza havde næsten dobbelt så stor chance for at få en abort eller føde et dødt barn i forhold til vaccinerede. Man råder derfor gravide til at blive vaccineret efter 1. trimester. Kvinder, der samtidig med at være gravide har kroniske sygdomme, herunder diabetes, nedsat immunforsvar, astma eller lign., har større risiko for komplikationer med en influenza, og derfor kan denne gruppe blive vaccineret allerede i 1. trimester.

Sygehus og plejehjemspersonale
Personalet kan let blive smittet af influenza patienter og dermed videreføre influenzaen til andre patienter.
Plejehjemsmedarbejdere kan også smitte de ældre på plejehjemmet, og da disse har større risiko for at få følgesygdomme af virussen, er en vaccination oplagt. 
Som nævnt tidligere ændres virussen hvert år, og det betyder, at vaccinen skal tilpasses. Det er derfor vigtigt, at du gør det til en årlig tradition at blive vaccineret, hvis du er i risikogrupperne eller arbejder inden for sundhedsvæsenet.

Langtidsudsigter

Efter sygdomsforløbet kan der godt gå en uges tid, før man føler kroppen er helt tilbage i sin almindelige form igen.
Enkelte risikogrupper, som nævnt tidligere, kan få komplikationer i form af andre infektioner. Lungebetændelse forekommer hyppigt, og dette kan medføre en indlæggelse på sygehuset.
For langt de fleste tilfælde af influenza, vil der dog ikke være nogle følgevirkninger.

Har du brug for hjælp?