
Forkølelsessår
Du har fundet vej til vores udvalg af produkter til forkølelsessår, som kan hjælpe dig ved forkølelsessår. Forkølelsessår skyldes herpes simplex virus og viser sig ofte som små blærer, der senere bliver til sår. Her på siden findes cremer, som anvendes til behandling af forkølelsessår på læben samt plastre, der hjælper med at undgå smittespredning.
Vidste du, at forkølelsessår ofte smitter fra de første tegn på blærer, og indtil såret er tørret ind?
Hvad er forkølelsessår?
Forkølelsessår er en virusinfektion i huden, som typisk viser sig som små blærer på eller omkring læberne. Det kaldes også herpes labialis eller herpes på læben og skyldes oftest herpes simplex virus type 1.
Et udbrud begynder ofte med lokale symptomer som prikken, svie, kløe, ømhed eller en spændt fornemmelse i huden. Derefter kan der opstå små, væskefyldte blærer, som senere brister og danner sår eller skorper. Forløbet kan variere fra person til person, men mange oplever, at udbruddet følger det samme mønster fra gang til gang.
Når man først er smittet med herpes simplex virus, bliver virus i kroppen. Den kan ligge i dvale i nervesystemet og senere blive aktiv igen. Det er grunden til, at forkølelsessår kan komme tilbage, selv efter huden er helet.
Hvorfor får man forkølelsessår?
Forkølelsessår opstår, når herpes simplex virus bliver aktiv i huden. Mange bliver smittet med virus tidligt i livet, ofte uden at få tydelige symptomer. Efter den første smitte bliver virus liggende i kroppen i en inaktiv form. Ved bestemte påvirkninger kan den reaktiveres og give et nyt udbrud.
Der findes flere faktorer, som kan være med til at udløse forkølelsessår. Det kan for eksempel være feber, forkølelse, stress, træthed, menstruation, stærk sol, kulde eller små skader i huden omkring læberne. Det er dog forskelligt fra person til person, hvad der udløser et udbrud.
Forkølelsessår skyldes altså ikke dårlig hygiejne eller manglende hudpleje. Det skyldes en virusinfektion, som kan blusse op igen, når kroppen er belastet eller huden omkring læberne er særligt udsat. Nogle får hyppige udbrud, mens andre kun oplever det få gange i livet.
Hvis udbruddene kommer ofte, er meget kraftige, sidder tæt ved øjet eller ikke heler som forventet, bør man kontakte læge. Det samme gælder ved nedsat immunforsvar eller hvis der er tvivl om, hvorvidt symptomerne faktisk skyldes forkølelsessår.
Hvordan smitter forkølelsessår?
Forkølelsessår smitter gennem tæt kontakt med herpes simplex virus. Smitten sker især, når der er aktive blærer eller sår, fordi væsken fra blærerne indeholder virus. Forkølelsessår kan derfor smitte ved direkte hudkontakt, kys eller berøring af området omkring munden.
Smitte kan også ske indirekte, hvis virus overføres via genstande, der har været i kontakt med såret eller spyt. Det kan for eksempel være læbepomade, glas, bestik eller håndklæder. Risikoen er størst, mens udbruddet er aktivt, men det er en god idé at være opmærksom allerede fra de første symptomer som prikken, svie eller ømhed i huden.
Forkølelsessår smitter typisk, indtil blærerne er tørret ind, og huden er helet. Derfor handler det ikke om at isolere sig, men om at tage nogle enkle forholdsregler i hverdagen.
Behandling af forkølelsessår
Behandling af forkølelsessår afhænger især af, hvor i udbruddet du er. Er det lige begyndt at prikke, svie eller klø i huden omkring læben? Eller er der allerede kommet blærer og sår? Det har betydning for, hvilken type produkt der kan være relevant at bruge.
Creme mod forkølelsessår
Creme mod forkølelsessår er ofte relevant tidligt i forløbet, når du mærker de første tegn på et udbrud. Det kan for eksempel være prikken, svie, kløe, rødme eller en spændt fornemmelse i huden omkring læben.
De cremer vi har mod forkølelsessår indeholder det antivirale indholdsstof som aciclovir. De er beregnet til lokal behandling af herpes på læben og påføres direkte på det område, hvor forkølelsessåret sidder eller er på vej. Hos os finder du blandt andet creme fra Acivir og Zovir, som begge indeholder aciclovir.
Du kan også finde Zoviduo, som indeholder aciclovir og hydrocortison. Den kan bruges til voksne og børn fra 12 år. Det er vigtigt, at du læser indlægssedlen og følger anvisningen for det enkelte produkt, da brug og dosering kan variere.
Zovir 50 mg/g aciclovir, 2 g creme (læs uddrag af produktresumé her).
Acivir 50 mg/g aciclovir, 2 eller 5 g creme (læs uddrag af produktresumé her).
Zoviduo 50 mg/g + 10 mg/g aciclovir og hydrokortison, 2 g creme (læs uddrag af produktreesumé her).
Creme mod forkølelsessår kan være et godt valg, hvis:
- du mærker de første tegn på forkølelsessår
- du ønsker lokal behandling på det berørte område
- du tidligere har haft forkølelsessår og genkender symptomerne
- du kan starte behandlingen tidligt i udbruddet
Vask hænder før og efter påføring. På den måde mindsker du risikoen for at sprede virus til andre områder eller til andre personer.
Plaster til dit forkølelsessår på læben
Plaster til forkølelsessår kan bruges til at dække og beskytte området, når der er kommet blærer eller sår. Det kan være en praktisk løsning, hvis såret generer i hverdagen, , hvis du gerne vil undgå at røre ved det eller forebygge spredning..
Et plaster kan skabe en beskyttende barriere over forkølelsessåret. Det kan hjælpe med at beskytte området mod berøring, snavs og irritation. Samtidig kan plasteret gøre det lettere at lade såret være i fred, mens huden heler.
Hos os finder du blandt andet Compeed plaster til forkølelsessår og Graid plaster til forkølelsessår. Begge produkter er godkendt som medicinsk udstyr. Følg altid brugsanvisningen, når du sætter plasteret på og tager det af, så du bruger produktet korrekt.
Plaster kan være et godt valg, hvis:
- der allerede er kommet blærer eller sår
- du vil beskytte området mod berøring og irritation
- du ofte kommer til at pille i såret
- du ønsker en praktisk løsning i løbet af dagen
Gode vaner, når du har forkølelsessår
Når du har forkølelsessår, kan små vaner gøre en stor forskel. Både for huden omkring læben og for at mindske risikoen for at smitte andre. Forkølelsessår smitter især, når der er aktive blærer eller sår, og derfor er det en god idé at være ekstra opmærksom på hygiejnen i perioden.
Det vigtigste er at undgå unødig berøring af såret. Hver gang du rører ved forkølelsessåret, kan virus overføres til fingrene og derfra videre til andre områder på kroppen eller til andre personer. Det gælder især, hvis du rører ved øjne, slimhinder eller beskadiget hud bagefter.
Gode vaner ved forkølelsessår:
- Vask hænder grundigt, hvis du har rørt ved forkølelsessåret.
- Undgå at pille i blærer eller skorper, da det kan irritere huden.
- Del ikke læbepomade, glas, bestik, håndklæde eller tandbørste med andre.
- Undgå kys og tæt kontakt med såret, mens udbruddet er aktivt.
- Påfør creme eller andre produkter efter anvisningen på pakningen eller i indlægssedlen.
- Brug eventuelt en ren vatpind ved påføring, hvis det passer med produktets brugsanvisning.
- Undgå at røre ved øjnene efter kontakt med forkølelsessåret.
- Brug solbeskyttelse på læberne, hvis du oplever, at sol kan være med til at udløse udbrud.
Vær særligt opmærksom, hvis du er tæt på spædbørn, små børn eller personer med nedsat immunforsvar. Her er det ekstra vigtigt at undgå direkte kontakt med forkølelsessåret, indtil udbruddet er helet op.
Hvis forkølelsessåret sidder tæt på øjet, spreder sig, bliver meget kraftigt eller ikke heler som forventet, skal du kontakte lægen. Det samme gælder, hvis du ofte får udbrud af forkølelsessår, og har brug for at tale om dine muligheder for behandling.
Find produkter til forkølelsessår på læben hos Apopro
Her på siden finder du vores udvalg af produkter til forkølelsessår. Vi er et dansk apotek med bevilling fra Lægemiddelstyrelsen, og vi er medlem af Danmarks Apotekerforening. Det betyder, at du får den faglige tryghed, du kender fra apoteket – bare online. Vores dygtige farmaceuter og farmakonomer sidder klar til at svare på spørgsmål og give rådgivning, hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge.
Vi har hurtig levering på 0-2 hverdage, så du kan få dine apoteksvarer leveret hurtigt hjem til dig.
- Udvalgte områder: Bestil inden kl. 12.30 på hverdage og få hjemmelevering samme aften i udvalgte områder.
- Resten af landet: Øvrige bestillinger leveres inden for 1-2 hverdage.
Ofte stillede spørgsmål om forkølelsessår
Er forkølelsessår på læben og herpes det samme?
Ja, forkølelsessår på læben er en form for herpes virus. Det kaldes også herpes labialis og skyldes oftest herpes simplex virus type 1, som forkortes HSV-1. Det er den type herpes, der typisk giver blærer og sår på eller omkring læberne.
Der findes dog forskellige former for herpes. Herpes simplex virus type 2 (HSV-2) forbindes oftere med herpes på kønsdelene, også kaldet genital herpes. Begge typer kan dog i nogle tilfælde give udbrud andre steder på kroppen. Derfor er “herpes” en samlet betegnelse, mens “forkølelsessår” mere specifikt beskriver herpesudbrud på eller omkring munden.
Hvornår virker behandling af forkølelsessår bedst?
Behandling af forkølelsessår virker som regel bedst, når du starter tidligt i forløbet. Det vil sige, når du mærker de første tegn som prikken, svie, kløe, rødme eller en spændt fornemmelse i huden omkring læben.
Følg altid anvisningen på pakningen eller i indlægssedlen, så du bruger produktet korrekt.
Er det farligt at have forkølelsessår?
For de fleste er forkølelsessår ikke farligt. Det er en almindelig virusinfektion, som typisk giver lokale symptomer som blærer, sår, svie, kløe og ømhed omkring læben. Det kan være generende og smitsomt, men hos ellers raske personer heler det som regel af sig selv.
Der er dog situationer, hvor du bør kontakte læge. Det gælder, hvis forkølelsessåret sidder tæt på øjet, spreder sig, bliver meget kraftigt, ikke heler som forventet, eller hvis du har nedsat immunforsvar.
Er det farligt at smitte et barn med sit forkølelsessår?
Forkølelsessår kan smitte børn, og derfor er det vigtigt at være forsigtig, når du har et aktivt udbrud. Hos større, raske børn er herpes på læben som regel ikke farligt, men det kan give ubehagelige symptomer og tilbagevendende udbrud senere i livet.
Du skal være særligt opmærksom omkring spædbørn og små børn. De kan være mere sårbare over for infektioner, og derfor bør du undgå at kysse barnet, hvis du har forkølelsessår. Undgå også at dele sut, bestik, glas, håndklæde eller lignende, der kan have været i kontakt med såret eller spyt.
Er forkølelsessår arveligt?
Forkølelsessår er ikke arveligt i sig selv. Det skyldes smitte med herpes simplex virus, som overføres fra person til person – typisk gennem tæt kontakt med et aktivt forkølelsessår eller spyt. Hvis man er smittet med herpes simplex virus, kan hyppige udbrud til gengæld være arveligt.











