
Vitaminer til gravide og ammende
Du har fundet vej til vores udvalg af vitaminer til gravide og ammende. Her finder du kosttilskud, der er særligt udviklet til at dække de øgede behov for vitaminer og mineraler under graviditet og amning.
Vidste du, at Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet folsyre, D-vitamin og jern til gravide?
Hvorfor har gravide og ammende et særligt behov for vitaminer?
Når du er gravid eller ammer, arbejder din krop på højtryk – ikke bare for dig selv, men også for det lille liv, du bærer eller nærer. Dit energibehov stiger, og kroppen bruger flere vitaminer og mineraler end normalt. Det skyldes blandt andet, at fosteret eller barnet får næring direkte fra dig, uanset om det sker gennem moderkagen eller modermælken.
- Under graviditeten er der ekstra brug for visse næringsstoffer, fordi din krop sørger for at fosteret får de vitaminer og mineraler det har brug for under dets udvikling.
- Når du ammer, er situationen lidt anderledes – men behovet er stadig højt. Modermælk indeholder en lang række vitaminer og mineraler, og din krop prioriterer at give barnet det, det har brug for. Hvis du ikke får nok gennem kosten eller tilskud, kan det tære på dine egne depoter. Derfor er det ofte en god idé, at du fortsætter med visse vitaminer og mineraler også i ammeperioden.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om vitaminer til gravide
Sundhedsstyrelsen har klare anbefalinger til gravide, når det gælder kosttilskud. Formålet er at sikre både dit og barnets behov gennem hele graviditeten og ammeperioden.
- Folsyre: For lidt folsyre under graviditeten øger risikoen for neuralrørsdefekt hos fosteret. Det anbefales derfor at tage 400 mikrogram folsyre dagligt fra du planlægger graviditet og til uge 12.
- D-vitamin: Bidrager til normal optagelse af calcium og fosfor samt normal udvikling af knogler hos børn. Anbefalingen er 10 mikrogram dagligt under hele graviditeten. Fødevarestyrelsen anbefaler at fortsætte med 10 mikrogram D-vitamin i ammeperioden.
- Jern: Bidrager til normal dannelse af røde blodlegemer og hæmoglobin. Det anbefales at tage 40-50 mg jern dagligt fra uge 10 i graviditeten.
- Kalk: Bidrager til normal udvikling af knogler hos børn. Hvis du ikke får nok gennem kosten (for eksempel via mejeriprodukter), kan et tilskud være nødvendigt. Her anbefales at tage 500 mg calcium dagligt igennem hele graviditeten, og Fødevarestyrelsen anbefaler at fortsætte med dette under amning.
Anbefalingerne er generelle – derfor er det altid en god idé at tale med din læge eller en farmaceut, så du får præcis den mængde, der passer til dig og din situation.
Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om kost til gravide her.
Hvordan vælger du det rigtige kosttilskud?
Er du gravid, eller planlægger du at blive det? Hos Apopro har vi et bredt udvalg af vitaminer og mineraler tilpasset behovet hos gravide og ammende samt til perioden hvor du prøver at blive gravid.
Når du planlægger graviditet
Allerede når graviditeten planlægges og du prøver at blive gravid, anbefales det at starte med at tage folsyre. Du kan tage det som tabletter med den rette mængde på 400 mikrogram for eksempel Apovit Folsyre, der er uden gelatine, laktose og gluten. Ønsker du et vegansk produkt, kan du vælge Folsyre tabletter.
Du kan også starte med et multivitamin til gravide, der indeholder 400 mikrogram folsyre, for eksempel Terranova Prenantal Multivitamin.
Under graviditeten
Under graviditeten er det nemmeste at vælge en multivitamin tilpasset gravide, for eksempel Apotekets Gravid eller Apovit Gravid Multi. Hvis du udover de anbefalede vitaminer også gerne vil tage tilskud af omega-3, så er de Vitacare Gravid en mulighed.
Vær opmærksom på, at multivitaminer til gravide ofte ikke indeholder den anbefalede mængde calcium på 500 mg. Hvis du ikke indtager nok mælkeprodukter, så skal du derfor også tage en kalktablet daglig, for eksempel Apovit Gravid Kalk.
Multivitaminprodukter indeholder heller ikke altid den anbefalede mængde jern på 40-50 mg jern fra 10. graviditets uge. Her kan du for eksmpel tage Apovit Gravid Jern C med 40 mg jern og C-vitamin, der øger optagelsen af jern.
Der findes også vitaminer pakket i daglige doseringsposer med flere daglige tabletter fra Zentabox, målrettet gravide og ammende.
Når du ammer
Hvis du ammer, anbefaler Fødevarestyrelsen 500 mg calcium og 10 mikrogram D-vitamin dagligt. Det kan nemmest opfyldes med en almindelig kalktablet tilsat D-vitamin, for eksempel Unikalk Plus.
Der findes også multivitaminer målrettet amning, for eksempel Apotekets Amning. Vær dog også her opmærksom på, at de ofte ikke indeholder den anbefalede mængde calcium på 500 mg. Hvis du ikke indtager nok mælkeprodukter, bør du derfor supplere med en kalktablet dagligt.
Gode råd til at tage vitaminer som gravid eller ammende
Vitaminer og mineraler gør mest gavn som et supplement – ikke som erstatning for mad. Sørg for at spise en varieret kost med grøntsager, fuldkorn, proteiner og sunde fedtstoffer. Så får kroppen både de makro- og mikronæringsstoffer, den har brug for.
Mange vitaminer optages bedst, når de tages sammen med mad – især fedtopløselige vitaminer som A-, D-, E- og K-vitamin. Et måltid kan også mindske risikoen for kvalme, som nogle gravide kan opleve, når de tager vitaminer på tom mave.
Vær opmærksom på doseringen
Følg altid den anbefalede dosis på pakken eller din læges eller jordemoderens råd. Mere er ikke nødvendigvis bedre – især når det gælder vitaminer som A-vitamin, hvor for meget kan være skadeligt for fosteret. Hold øje med, om du får det samme vitamin fra flere produkter, så du undgår at komme over den anbefalede mængde.
Hvornår skal du være ekstra opmærksom?
Hvis du tidligere har manglet vitaminer eller mineraler eller er risiko for det (for eksempel D-vitamin eller jern), anbefaler vi, at du tager en snak med din læge. Der kan være behov for særlig opmærksomhed under graviditet og amning.
Hvis du venter tvillinger
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til vitaminer og mineraler er de samme, uanset hvor mange børn du venter. Du skal altså ikke tage større mængder kosttilskud, fordi du venter tvillinger.
Det kan dog være, at du bliver mere sulten, og at kroppen har brug for et større kalorieindtag. Tal med din læge eller jordemoder, så du sikrer, at du får det, du har brug for, men samtidig undgår for stor vægtøgning under graviditeten.
Hvis du er veganer
Er du veganer, vegetar eller undgår du af andre årsager bestemte fødevaregrupper, skal du være ekstra opmærksom på, om du får dækket dit behov for vitaminer og mineraler under graviditet og amning.
Hvis du f.eks. undgår æg og mejeriprodukter, skal du være opmærksom på, om du får nok B2- og B12-vitamin samt zink. Det er nemlig ikke en del af de vitaminer og mineraler, gravide og ammende normalt anbefales at tage.
Hvis du undgår fisk, kan det også være en god idé at overveje et tilskud af omega-3-fedtsyrer.
Er du i tvivl om, hvad du har brug for?
Tal med din læge eller jordemoder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal gøre noget særligt i forhold til kost og ernæring under graviditet og amning.
Og husk: Du er altid velkommen til at kontakte os – vores farmaceuter og farmakonomer sidder klar til at hjælpe på telefon, chat og mail. Vi kan også hjælpe, hvis du har spørgsmål til, hvordan du bedst tager dine kosttilskud. Find vores kontaktoplysninger her.
Ofte stillede spørgsmål om vitaminer til gravide
Kan jeg tage almindelige multivitaminer i stedet for graviditetsvitaminer?
Graviditetsvitaminer er sammensat, så de indeholder de mængder af vitaminer og mineraler, Sundhedsstyrelsen anbefaler – og uden for meget A-vitamin, som gravide bør undgå i store doser. Derfor er det ikke altid en god idé at tage almindelige multivitaminer. Spørg gerne vores dygtige farmaceuter og farmakonomer til råds, hvis du er i tvivl.
Hvornår på dagen er det bedst at tage tilskuddene?
Du kan tage dem, når det passer dig, men mange oplever, at det er nemmest at huske, hvis de tages sammen med et måltid. Det kan også hjælpe med optagelsen af fedtopløselige vitaminer som D-vitamin.
Kan jeg fortsætte med graviditetsvitaminer, mens jeg ammer?
Ja, det kan være en fordel, især hvis du vil sikre, at både du og barnet får dækket behovet for vigtige næringsstoffer. Mange vælger at fortsætte med de samme vitaminer hele ammeperioden.
Hvad sker der, hvis jeg glemmer en dosis?
Spring den over og tag din næste dosis som planlagt. Du bør ikke tage dobbelt dosis for at kompensere.
Har jeg stadig brug for vitaminer, hvis jeg spiser sundt?
En sund og varieret kost er et godt udgangspunkt, men nogle næringsstoffer – som folsyre, D-vitamin og jern – kan være svære at få nok af gennem kosten alene, når du er gravid eller ammer. Sundhedsstyrelsens anbefalinger gælder selvom du spiser sundt og varieret.
Køb vitaminer og meget andet hos Apopro, hvis du er gravid eller ammende
Når du er gravid eller ammer, kan der være mange ting, der gør hverdagen lidt lettere – og dem finder du hos os. Ud over vitaminer til gravide og ammende kan du bestille alt fra hudpleje, der er skånsomt mod hormonpåvirket hud, til brystplejeprodukter som ammeindlæg og brystvortecreme. Vi har også graviditetstests, brystpumper, og et hav af gode produkter til de små – alt sammen leveret hurtigt og nemt til døren.
Og husk: vores farmaceuter og farmakonomer sidder klar til at svare på dine spørgsmål, så du kan føle dig tryg, uanset om du skal vælge det rigtige vitamin, finde en mild shampoo til baby eller have råd om lindring af graviditetsgener. Find vores kontaktoplysninger lige her.

























