Apopro

Hvad er luft i maven

Luft i maven er et helt naturligt og udbredt fænomen, og alle mennesker, både børn og voksne, kan i perioder opleve at have luft i maven. Man slipper, i gennemsnit, luft fra maven mere end 10 gange om dagen. Nogle mennesker kan opleve at have flere luftudslip end andre og mærker derfor mere til det. Hvis man ikke slipper den luft man har i maven, kan det give ubehagelige gener.

Her hos Apopro finder du et stort udvalg af produkter til at afhjælpe luft i maven og oppustethed.

Symptomer

Når man har luft i maven, kan man opleve symptomer som luftafgang, oppustethed og smerter i maven.

Årsager

En af årsagerne til at man får luft i maven er, at man sluger luft. Det er helt normalt at sluge luft, og man gør det hver gang man spiser og drikker. Man kan også komme til at sluge luft, når man tygger tyggegummi eller ryger, eller hvis man er nervøs eller spiser for hurtigt. Brugen af sugerør kan også gøre, at man sluger mere luft. Noget af den luft vi sluger, kan ende i vores tarme og give os luft i maven. 

En anden årsag til at luft i maven opstår er, at tarmbakterier i tyktarmen nedbryder det mad, vi har spist, som vi ikke har kunnet fordøje i tyndtarmen. Når vi spiser mad, som er svær at fordøje, danner bakterierne gasser, som kan være med til at give symptomer på luft i maven.

Fødevarer, der kan give luft i maven

Der findes nogle fødevarer, som kan være med til at øge luft i maven. Det er bl.a. fødevarer med mange fibre, såsom bestemte frugter og grøntsager, fx hårde frugter og grøntsager. Det kan eksempelvis være æbler, pærer, kål, bønner og rodfrugter. Dette sker fordi vores bakterier i tarmen danner mere gas, når de prøver at nedbryde disse typer fødevarer. 

Ud over fødevarer med mange fibre, så kan fed mad også give luft i maven. Fed mad forsinker nemlig mavetømningen, fordi det tager tid for mavesyren at nedbryde fed mad til mindre dele, så det bedre kan optages i kroppen. Vores mavesæk tømmer løbende indholdet i vores maver, og hvis denne proces forsinkes, så kan indholdet risikere at blive ophobet og give en fornemmelse af at være fyldt op (oppustet). 

Luftholdige drikkevarer som sodavand og øl kan også give oppustethed og luft i maven. Det samme kan sødemidler, som fordøjelsen kan have svært ved at arbejde med - det gælder for både syge og raske og kan derfor ramme mange mennesker.

Andre årsager til luft i maven

Fødevareintolerancer såsom gluten- og laktoseintolerance påvirker også fordøjelsen, og kan dermed være medvirkende til at man får luft i maven, hvis man indtager fødevarer med indhold af disse. Diarré eller forstoppelse samt mavesmerter kan også opstå, når man har gluten- eller laktoseintolerance.   

Forstoppelse, uregelmæssige toiletvaner, eller sygdomme som påvirker tarmene kan også medføre luft i maven, oppustethed og følelsen af ikke at kunne slippe luften fra tarmen. Hvis man ikke kan slippe luften fra tarmen, kan risikoen for mavesmerter samtidig være forøget.  

Der findes også visse lægemidler som kan påvirke tarmene og medføre forstoppelse, oppustethed og/eller luft i maven. Fx kan man opleve symptomer på luft i maven, når man tager antibiotika. Dette skyldes bl.a. at antibiotika virker, ud over de dårlige bakterier, også på den almindelige, gode bakterieflora vi har i tarmen. Der kan i samme forbindelse opstå diarré.  

Afførende lægemidler kan i starten af behandlingen, men også ved længerevarende brug, medvirke til rumlen og luft i maven. Andre typer medicin som visse stærke smertestillende midler kan føre til forstoppelse og derfra også til luft i maven.

Faktorer som stress og angst spiller også en rolle. Når vi er bekymrede eller stressede, kan det gå ud over mavens naturlige funktioner. Ud over oppustethed kan man føle kvalme og øget mæthedsfornemmelse, evt. også opkast. 

Hvad kan du gøre nu, og hvordan undgår du at få luft i maven?

Der er visse ting, man selv kan gøre, for at komme luften i maven til livs og for at mindske risikoen for at luft i maven opstår. Mange af disse tiltag handler i første omgang om at undgå de fremprovokerende faktorer, der kan give risiko for luft i maven, så man undgår at forværre problemet. 

Medicin mod luft i maven 

Der findes medicin i håndkøb, som bruges til behandling af symptomer på luft i maven hos voksne og børn over 15 år. Dette håndkøbslægemiddel indeholder lægemiddelstoffet simeticon, som ændrer overfladespændingen af luftbobler i maven, så de flyder sammen. Dermed bliver luften i tarmen nedbrudt og man føler sig mindre oppustet. Den anbefalede dosering er én kapsel efter hvert hovedmåltid og med anvendelse i op til 10 dage. Hvis man oplever en forværring af symptomerne, eller manglende effekt af behandlingen, bør man kontakte sin læge. 

Hvornår skal du søge læge?

Hvis man oplever et eller flere symptomer på luft i maven over en længere periode, bør man kontakte sin læge. Der kan være flere årsager til at man oplever symptomerne, fx visse tarmsygdomme, og det er derfor vigtigt at man bliver undersøgt for den underliggende årsag, og at der bliver stillet en korrekt diagnose.

Man bør også kontakte lægen, hvis man har gentagende fordøjelsesbesvær efter at have indtaget bestemte fødevarer. Årsagen til ubehaget kan måske skyldes, at der er tale om fødevareintolerance. Det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose hos lægen. 

Hvis du er bekymret eller stresset og du kan mærke at dette påvirker din mave, vil det også være en god idé at kontakte lægen. 

Har du brug for hjælp?