Gå til hovedindhold

De bedste råd om solcreme til dig: sådan undgår du solskoldning og hudskader

Sommeren banker på døren, og mange har allerede haft glæde af solens varme stråler. Ophold i solen er dejligt, du skal bare huske, at solen også kan gøre skade på din hud og have langsigtede, alvorlige konsekvenser såsom hudkræft og pigmentforandringer. Derfor er det vigtigt, at du nyder solen ansvarligt og med måde.

Sol

Gode råd til brug af solcreme

Vi har samlet vores råd til dig her, så du får den bedste sommer og samtidig passer på din hud.

Bliv klogere på hvad du skal gøre for at beskytte dig bedst i sæsonen hvor soltimerne er på sit højeste, og lær mere om hvad UV-stråler, SPF og solfaktor betyder.

Hvorfor skal man huske solcreme?

Solens stråler varmer vores kroppe igennem og er med til at danne D-vitamin. Men solens UV-stråler har også en række uhensigtsmæssige virkninger på vores hud, hvis man bliver solskoldet og opholder sig meget i solen uden solcreme. Mange har sikkert hørt om, at Danmark ligger højt i statistikkerne, når det gælder tilfælde af hudkræft og modermærkekræft. Her er solcreme med til at forebygge solskoldninger og de celleskader, som der sker nede hudens lag.

Udover at forebygge kræfttilfælde, så forebygger solcreme også noget så lavpraktisk som solskoldninger, som er ubehagelige nok i sig selv. Mange har sikkert prøvet at have glemt solcremen eller overset et område, som så er blevet rødt, ømt, brændende og måske med blærer og afskalning af huden til slut.

Så når du opholder dig ude, så husk at solens stråler trænger ind flere steder, end man lige regner med. Selvom du går i skyggen, vil solens stråler blive reflekteret fra overflader, f.eks. flisebelægning og borde, og du kan blive ramt alligevel. Selv hvis der er skyer på himlen, kommer 30-70% af solens stråler igennem skydækket. Det er derfor en god idé, at du altid er beskyttet mod solen, også selvom du tænker, at det ikke er nødvendigt.

solcreme

Vær opmærksom på de 3 solråd fra Kræftens Bekæmpelse når du vil opnå beskyttelse mod solen

Kræftens Bekæmpelse minder os hvert år om deres 3 solråd, så du kan nyde solen ansvarligt. 1. Gå i skyggen mellem klokken 12-15 2. Dæk ansigtet med solhat eller kasket og brug solcreme 3. Brug hellere lidt for meget solcreme end lidt for lidt

Hvor meget solcreme skal man bruge?

Hvor meget solcreme skal man bruge?

1 håndfuld til hele kroppen: En rigtig god huskeregel er 1 håndfuld til hele kroppen. Det svarer til cirka 40 ml til en voksen person. Børn skal bruge 1 barnehåndfuld til deres krop (ca. 25 ml).

Påføring af ny solcreme er nødvendigt: Hvis du har badet, svedt og tørret dig med et håndklæde, skal du igen påføre ny solcreme på kroppen og i ansigtet. 

Brug rigeligt med solcreme: Sørg også for at tage rigelig solcreme med hjemmefra, når du skal på ferie. For hvis du bruger din solcreme korrekt, altså 40 ml når du smører dig ind, så har én voksen hurtigt brugt en 200 ml tube solcreme. 

Hvornår skal man bruge solcreme? 

I Danmark anbefales det at bruge solcreme, når UV-indekset sniger sig over 3. Det gør det på vores breddegrader i perioden fra april til september. UV-indekset er topper typisk midt på dagen, dvs. mellem kl. 12-15. Rejser du nærmere ækvator, så er UV-indekset meget højere og typisk også over en længere periode på dagen, hvorfor en højere styrke solcreme anbefales og at man bør smøre sig hyppigt ind.

Når du smører din hud ind i solcreme, skal du gøre det ca. 20 minutter inden, du går ud i solen, så er du sikker på, at solcreme er trængt ned i huden.

Vidste du at man kan få ansigtscreme med solfaktor? Se vores udvalg

Kan man blive brun med solcreme? 

Du kan stadig godt opnå en tan, selvom du bruger solcreme. Det tager bare længere tid, men det sker så også på en sundere måde uden at du bliver rød og får skader længere nede i dine hudlag, som på sigt kan udvikle sig til kræft.

Hvis du ønsker at forberede din hud til at blive brun, så kan du kombinere solcremen med et kosttilskud.

Hvad er UV stråler?

UV-stråler er de stråler som solen sender ned mod Jorden. Der kommer både UVA, UVB og UVC stråler vores vej. Heldigvis beskytter vores ozonlag os mod en stor del, men noget fiser alligevel igennem ned til os. Ozonlaget fanger UVC strålerne, så derfor står der ikke noget om beskyttelse mod UVC på din solcreme. Men UVA og UVB trænger der en del igennem det ellers beskyttende ozonlag.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan UVA og UVB påvirker vores hud, så er en god huskeregel, at UVA-strålerne aldre huden (rynker) og er årsag til allergi (soleksem) og UVB-strålerne brænder huden. Det er UVB-strålerne, som både gør at din hud bliver brun, men også at du bliver rød og solskoldet. Derfor er det også vigtigt, at din solcreme beskytter mod begge former for UV-stråler. Alle solcremer i Danmark beskytter mod UVB-stråler og du kan se om din solcreme beskytter mod UVA-stråler ved at solcremen er mærket med en cirkel, hvor der står UVA i midten.

Lider du af soleksem? læs mere her

Tjek UV-indekset

UV-indekset fortæller dig, hvor stærke solens stråler er lige nu. Det kan give dig en god idé om, hvor beskyttet du skal være, når du begiver dig udenfor.

  • Når UV-indekset er over 3, skal du bruge solbeskyttelse.
  • UV-indekset kan du tjekke på din smartphone. Normalt viser vejr-appen, hvor højt UV-indekset er lige nu, og ellers kan du downloade appen ''UV-indeks'' fra Kræftens Bekæmpelse.

Så meget beskytter din solcreme

Til at beskytte sig mod solen i Danmark anbefaler man solfaktor 15. Skal du sydpå på ferie, bør du bruge solfaktor 30 eller 50.

Du kan få solfaktor fra 2 og helt op til 50. For at give dig en idé om forskellen, kan vi fortælle dig, at

  • Faktor 15 bremser 93% af solens stråler
  • Faktor 50 bremser 98% af solens stråler

Dog er det vigtigere, at du smører nok solcreme på. Smører du for lidt faktor 50 på, vil det beskytte mindre, end hvis du smører nok (eller lidt for meget) faktor 15 på.

Hvad betyder SPF i solcreme?

SPF (Sun Protection Factor) er et forholdstal, der beregnes ved at måle den mængde stråling, der er nødvendig for at forårsage rødme i beskyttet hud sammenlignet med hud uden solcreme.

Solcreme, solspray og sololie emballager skal være mærket med et faktortal (SPF), og dens virkning skal være dokumenteret. 

Kan solcreme blive for gammel?

Ja, solcreme kan godt blive for gammel. Du bør kigge bag på din solcreme efter et mærke som ligner en lille bøtte med låg, hvor der vil stå et tal, som viser hvor mange måneder solcremen er holdbar efter åbning. Det mest almindelige er 12 måneder, men du kan også opleve at solcremen er holdbar i 6 måneder. Sørg også for at opbevare din solcreme ved stuetemperatur, når det er muligt. Mange timer og dage i en brandvarm strandtaske nedsætter din solcremes holdbarhed.

Huskereglen er at det er en god idé at udskifte solcreme hver sommer.

Pas godt på din hud

Hvis man ikke passer på, kan solens stråler påvirke vores hud på forskellige måder. En god huskeregel er, at UVA-strålerne ælder huden og UVB-strålerne brænder huden. Det er UVB-strålerne, som gør, at din hud bliver brun, men også at du bliver rød og solskoldet. Derfor er det også vigtigt, at din solcreme beskytter mod begge former for UV-stråler. Alle solcremer i Danmark beskytter mod UVB-stråler, og du kan se, om din solcreme beskytter mod UVA-stråler, ved at solcremen er mærket med en cirkel, hvor der står UVA i midten. Så når du nyder det gode vejr denne sommer, så husk vores gode råd til brug af solcreme og find skygge midt på dagen mellem 12 og 15.

Revideret februar 2024, Kristina Hansen, farmakonom hos ApoPro.dk