Lider du af migræne? Sådan kan du takle smerterne
Migræne føles som om hele hovedet siger fra. En bankende, borende smerte, der breder sig som ringe i vandet. Det bliver svært at tænke klart, svært at være til stede, og nogle gange umuligt at komme ud af sengen. I denne guide gør vi dig klogere på, hvad migræne er, hvorfor det opstår og endnu vigtigere, hvad du selv kan gøre for at få lidt mere kontrol tilbage i din hverdag.

Hvad er migræne og hvordan føles det?
Migræne er en type hovedpine, men langt mere intens og invaliderende end det, mange forbinder med almindelig spændingshovedpine. Smerterne sidder typisk i den ene side af hovedet og beskrives ofte som pulserende eller dunkende smerte. Det kan føles som om, hjernen spænder op og slår på tromme – og det eneste du har lyst til, er ro, mørke og stilhed.
Produkter
Symptomer på migræne
For nogle er de første symptomer på migræne såkaldt aura – altså synsforstyrrelser som flimrende lys, blinde pletter eller snurren i kroppen. Andre oplever kvalme, opkast, overfølsomhed overfor lys og lyd eller svimmelhed. Et migræneanfald kan vare fra få timer til flere døgn, og når det rammer, kan det være svært at gennemføre selv de simpleste hverdagsopgaver.
Det er forskelligt, hvor ofte migræneanfald kommer. Nogle oplever kun et enkelt anfald om året, mens andre har hyppige anfald, der kan komme flere gange om måneden, og i nogle tilfælde endda hver uge. Det er netop hyppigheden og styrken af anfaldene, der ofte afgør, hvilken behandling og forebyggelse der kan være relevant.
Varianter af migræne
- Migræne uden aura: Den mest almindelige form, hvor hovedpinen kommer uden forvarsler
- Migræne med aura: Hvor symptomer som synsforstyrrelser eller prikken i huden opstår før smerterne
- Menstruel migræne: Som hænger sammen med hormonelle ændringer i forbindelse med cyklus
- Kronisk migræne: Når du har migræneanfald 15 dage eller mere om måneden
- Stille migræne (silent migraine): Hvor auraen opstår, men uden efterfølgende hovedpine
Kan du nikke genkendende til én af disse variationer? At kende forskel på de forskellige typer kan hjælpe dig med at forstå dine egne mønstre, og på den måde gøre det lidt lettere at finde den rette hjælp og lindring.

Hvorfor får man migræne?
Der er (desværre) ikke én enkelt årsag til migræne, men der er mange mulige forklaringer. For nogle er migræne arveligt betinget, mens andre udvikler det i forbindelse med hormonelle udsving, stress, søvnmangel eller bestemte typer fødevarer.
Kroppen kan reagere på alt fra for lidt søvn og uregelmæssige måltider til vin, ost og stærk parfume. Hormonelle ændringer, som dem der opstår under menstruation, graviditet eller overgangsalder, er også hyppige triggere, og ses derfor også hos kvinder.
Find produkter lindring af din migræne
Når migrænen rammer, kan det føles som om alt går i stå. Heldigvis findes der produkter, der kan gøre anfaldet lidt lettere at komme igennem. Dem finder du selvfølgelig hos Apopro.
- Smertelindring: Smertestillende medicin kan hjælpe dig med at dæmpe den dunkende smerte og komme hurtigere på benene igen.
- Kølende hjælpemidler: En kold klud eller et koldt omslag kan give en øjeblikkelig, beroligende effekt, når hovedet banker.
- Traditionelle plantelægemidler: Glitinum Kapsler (læs uddrag af produktresumé her) er et plantelægemiddel, der kan bruges som forebyggelse af migrænehovedpine.
Hvilket produkt, der passer til dig afhænger af dine symptomer og behov. Er du i tvivl? Så tag fat i vores farmaceuter og farmakonomer, som vil hjælpe dig med at finde den løsning, der giver mest mening i din hverdag.

Hvad kan du selv gøre, når migrænen rammer?
Når migrænen først har sat ind, handler det om at skabe de bedste rammer for lindring. Det er ikke nu, du skal presse dig selv med overdreven fysisk aktivitet – tværtimod. Din krop har ekstra brug for ro, og det kan du hjælpe den med på flere måder.
Start med at trække dig tilbage fra lys, lyd og aktivitet. Find et mørkt, stille rum, læg dig ned og luk øjnene. Hvis du føler kvalme, så forsøg at ligge stille på siden med hovedet lidt hævet. Undgå skærme, skarpt lys og stærke dufte – de kan forværre symptomerne. Sørg for at drikke lidt vand, hvis du kan – især hvis du har svedt eller kastet op.
Nogle har også gavn af let tryk på tindingerne eller massage i nakken. Og hvis du plejer at tage håndkøbsmedicin ved migræne, så gør det så tidligt i forløbet som muligt – gerne efter rådgivning fra apoteket eller din læge.
Menstruation og migræne – hvorfor hænger det sammen?
Som om menstruation og menstruationssmerter ikke er nok, så oplever mange kvinder migræne oveni. Selvom det kan føles uretfærdigt, så er det ret almindeligt, at migrænen rammer i takt med hormonernes svingninger i løbet af cyklussen. Det kaldes menstruationsrelateret migræne.
Typisk opstår migrænen lige op til, eller i starten af menstruationen, hvor østrogenniveauet falder hurtigt. Det pludselige hormonfald kan være en trigger i sig selv – især hvis kroppen i forvejen er presset af træthed, søvnmangel eller lavt blodsukker.
Hvis du har mistanke om, at din migræne hænger sammen med din cyklus, kan det være en god idé at føre dagbog. På den måde kan du lettere få øje på mønstre og måske også forberede dig bedre. Nogle med migræne oplever, at det hjælper at justere søvn, måltider eller fysisk aktivitet i dagene op til menstruationen.
Kan man forebygge migræne?
Selvom migræne ikke kan kureres, kan du gøre meget for at mindske risikoen for anfald. En god døgnrytme med regelmæssig søvn og måltider er ofte et af de vigtigste skridt. For nogle hjælper det også at undgå kendte triggere som alkohol, stærke dufte eller bestemte fødevarer.
Hos kvinder kan migræne som sagt hænge sammen med hormoner. P-piller kan i nogle tilfælde forværre migræne, især i de første måneder efter man er startet. Oplever du det, er det en god idé at tale med din læge om alternativer eller justeringer.
Hvornår skal jeg kontakte lægen?
Hvis du gentagne gange oplever migræneanfald, så bør du kontakte lægen. Lægen kan hjælpe med at afgøre om håndkøbsmedicin er den rette behandling for dig eller der måske er et bedre alternativ til dig på recept.
Det er også vigtigt at kontakte lægen for at få afklaret, om det er migræne eller om det måske er en anden form for hovedpine, der bare minder om. Kraftig vedvarende eller hyppig hovedpine kan skyldes anden underliggende sygdom.
Håndkøbsmedicin til migræne bør kun bruges i en kort periode og kun hvis du kun sjældent oplever at have migræneanfald. Vær også opmærksom på at smertestillende håndkøbsmedicin kan udløse hovedpine hvis det bruges ofte - mere end 15 dage om måneden. Det kaldes medicinoverforbrugshovedpine.
Læs mere om smerter og lindring
Vores erfarne apoteksteam guider dig til smertelindring - om det er hovedet, hoften eller ryggen den er gal med. Læs deres artikler om enmet her, eller kontakt dem direkte i chatten nederst på siden.
artikler
Sygdomme og symptomerRygsmerter: Gode råd hvis du døjer med ondt i ryggen
Sygdomme og symptomer5 råd mod hovedpine
Sygdomme og symptomerSådan tager du dine smertestillende
Sygdomme og symptomerOndt i hoften - Hvad kan man gøre ved det







