Hvad er forhøjet kolesterol, og hvordan sænker vi det?
Har du fået at vide af lægen, at dit kolesteroltal er for højt? Så er du bestemt ikke alene. Mange danskere lever med et forhøjet kolesterolniveau, og da det sjældent kan mærkes i hverdagen, opdages det ofte først ved et rutinetjek. Kolesterol er et fedtstof, som din krop naturligt danner og bruger som en vigtig byggesten i dine celler. Det bliver først et problem for dit helbred, hvis mængden i blodet bliver for stor. I denne artikel hjælper vi dig med at forstå, hvordan kolesterol fungerer i kroppen, og hvilke symptomer og tegn du skal være opmærksom på. Vi ser nærmere på de typiske årsager til, at tallet stiger, og giver dig konkrete, gode råd til blandt andet livsstilsændringer.

Hvad er kolesterol?
Kolesterol er et fedtstof (et lipid), som produceres i leveren og findes i alle kroppens celler. Kroppen bruger det blandt andet til at opbygge cellemembraner, danne D-vitamin og producere vigtige hormoner. Da fedt ikke kan opløses i blodet, bliver kolesterolet transporteret rundt i kroppen i små "pakker" af protein og fedt, som kaldes lipoproteiner.
Vi opdeler normalt kolesterol i to primære typer, som har hver sin funktion i kroppen:
LDL-kolesterol (det "lede" kolesterol): Transporterer kolesterol ud til cellerne. Hvis der er for meget LDL-kolesterol i blodet, kan det aflejres i blodkarrenes vægge, hvilket øger risikoen for åreforkalkning.
HDL-kolesterol (det "herlige" eller “gode” kolesterol): Fungerer som kroppens skraldemand. Det opsamler det overskydende kolesterol fra blodbanen og transporterer det tilbage til leveren, hvor det udskilles.
Typiske symptomer på højt kolesterol
Det lumske ved for højt kolesterol er, at det er en fuldstændig usynlig tilstand. Du kan ikke mærke det, og det gør ikke ondt – derfor kaldes det ofte en "stille" risikofaktor.
Selvom der ikke er direkte symptomer på selve det høje kolesteroltal, kan et langvarigt forhøjet niveau over år føre til mærkbare tegn i kroppen på grund af åreforkalkning. åreforkalkning kan på den lange bane føre til andre kredsløbssygdomme - hold derfor øje med tegn på kredsløbssygdomme, som kræver lægehjælp:
- Smerter i brystet (angina pectoris): En trykkende, strammende eller brændende fornemmelse i brystregionen, der typisk opstår ved fysisk anstrengelse.
- Kramper i benene: Smerter i læg- eller lårmuskler under gang, som kan skyldes nedsat blodtilførsel til benene.
- Pludselig åndenød: kan opstå hvis hjertet skal arbejde hårdere på grund af forsnævrede eller stive blodkar.
- Gule fedtaflejringer (xanthelasmer): I sjældne, ofte arvelige tilfælde, kan der ses små, bløde, gule knuder i huden, typisk placeret omkring øjenlågene.
Da du ikke kan mærke det høje kolesterol i sig selv, er den eneste måde at kende sit tal på at få taget en blodprøve hos din egen læge.
Hvorfor får du for højt kolesterol?
Der er sjældent kun én enkelt synder, når kolesteroltallet stiger. Det er som regel et samspil mellem flere faktorer i din hverdag, din genetik og din generelle biologi.
De hyppigste årsager og udløsere til forhøjet kolesterol er:
- Uhensigtsmæssige kostvaner. Et stort indtag af mættet fedt (fra f.eks. fedt kød, smør, hårde margariner og fede mejeriprodukter) øger mængden af det skadelige LDL-kolesterol.
- Mangel på fysisk aktivitet. En stillesiddende livsstil sænker det gode HDL-kolesterol og gør det sværere for kroppen at omsætte fedtstofferne i blodet optimalt.
- Arvelighed. Nogle mennesker er genetisk disponerede for enten at danne for meget kolesterol i leveren eller have sværere ved at nedbryde det (f.eks. familiær hyperkolesterolæmi).
- Rygning. Kemikalierne i tobaksrøg beskadiger blodkarrenes inderside, hvilket gør det langt lettere for det dårlige LDL-kolesterol at sætte sig fast og starte en åreforkalkning.
- Overvægt og andre tilstande. For meget fedt omkring maveregionen samt ubehandlede lidelser som f.eks. et lavt stofskifte kan påvirke kolesterolbalancen negativt.
Behandling, livsstilsændringer og gode råd
Når du vil bringe dit kolesteroltal ned, så handler det i høj grad om at justere på dine daglige vaner. Selv mindre justeringer kan over tid have en stor, positiv virkning på din sundhed og dit kredsløb.
Skift ud på fedtfronten
Når du vil sænke dit kolesterol, er fedt ikke bare fedt. Det handler primært om at skære ned på det mættede fedt, som du typisk finder i fed kød, smør og fede mejeriprodukter, da denne type fedt øger det dårlige LDL-kolesterol.
Du bør i stedet erstatte det med umættet fedt fra olivenolie, rapsolie, nødder, avokado og fede fisk som laks og makrel..
Spis masser af vandopløselige fibre
Kosten spiller en afgørende rolle for dit kolesteroltal, og her er fibre din vigtigste medspiller. Gå efter madvarer med et højt indhold af vandopløselige fibre som grøntsager, frugt, bælgfrugter og fuldkorn – herunder især havre og byg.
Disse fibre fungerer som en slags svamp i tarmen, hvor de binder kolesterolet til sig og fører det med ud af kroppen, så det ikke optages i dit blod.
Dyrk regelmæssig motion
Fysisk aktivitet er et af de mest effektive redskaber, du selv har i hverdagen til at styre dit kolesterol. Sigt efter mindst 30 minutters moderat motion om dagen, hvor du får pulsen en smule op, hvilket kan være alt fra en rask gåtur til cykling eller fitness. Motionen virker nemlig fantastisk til at booste det gode HDL-kolesterol.
Kosttilskud til kolesterol
Hvis du ikke har fået konstateret forhøjet kolesterol og du gerne vil vil supplere din kost med et kosttilskud, der bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterol, findes der flere muligheder. Det er dog afgørende at understrege, at kosttilskud ikke kan erstatte medicinsk behandling eller livsstilsændringer ved forhøjet kolesterol. Kosttilskud er et supplement til en sund og varieret kost, der følger de kostråd, der også bidrager til et normalt kolesterol. .
- Plantesteroler og plantestanoler: Bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterolniveau i blodet. Den gavnlige effekt opnås ved et dagligt indtag på mindst 0,8 g plantesteroler/plantestanoler. Plantesteroler og plantestanolestere har desuden vist sig at sænke/reducere kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom. Her opnås den gavnlige effekt ved et dagligt indtag på 1,5-2,4 g.
- Beta-glucaner fra havre og byg: Bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterolniveau i blodet. Den gavnlige effekt opnås ved et dagligt indtag på 3 g betaglucaner fra havre, havreklid, byg eller bygklid eller fra blandinger af disse beta-glucaner.
- Omega-3 fedtsyren ALA: Bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterolniveau i blodet. Den gavnlige effekt opnås ved et dagligt indtag på 2 g ALA.
- Loppefrøskaller: Bidrager til at kontrollere kolesterolniveauet i blodet.

Produkter
Hvornår skal du kontakte din læge?
Da højt kolesterol ikke giver symptomer i sig selv, bør du kontakte din læge for at få foretaget en kolesterolmåling via en blodprøve, hvis du er i risikogruppen. Det gælder særligt, hvis du har nære familiemedlemmer, der har haft blodpropper eller hjerte-kar-sygdomme i en tidlig alder, eller hvis du selv har type 2-diabetes, overvægt eller forhøjet blodtryk.
Du skal søge akut lægehjælp eller ringe 112 med det samme, hvis du oplever pludselige, stærke brystsmerter, der stråler ud i armen eller halsen, eller hvis du oplever pludselig åndenød eller følelsesløshed i den ene side af kroppen.
Ofte stillede spørgsmål om kolesterol
Kan man mærke, hvis ens kolesterol er for højt?
Nej, som udgangspunkt kan et forhøjet kolesterol ikke mærkes i hverdagen. Det giver hverken smerter, træthed eller utilpashed i sig selv, og derfor kan det udelukkende opdages via en blodprøve.
Kan jeg sænke mit kolesterol udelukkende med kosttilskud?
Nej, hvis du har fået konstateret forhøjet kolesterol, skal du altid følge den behandling og den vejledning din læge har givet omkring livsstilsændringer.
Skal jeg tage medicin, hvis jeg har forhøjet kolesterol?
Det afhænger af en individuel vurdering fra din læge, om du skal tage kolesterolsænkende medicin. Hvis dit kolesteroltal kun er let forhøjet, og du ikke har andre risikofaktorer, vil lægen ofte anbefale, at du i første omgang forsøger at sænke det med livsstilsændringer.
Hvis dine tal er højere, eller hvis du er i øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, for eksempel på grund af arv, rygning, diabetes eller forhøjet blodtryk, vil medicinsk behandling ofte være nødvendig for at forebygge følgesygdomme.
Læs mere om en sund hverdag
Kolesterol hænger sammen med flere af de vaner og faktorer, der påvirker dit hjerte og kredsløb. Bliv klogere på type 2-diabetes og blodtryk, eller få inspiration til at komme i gang med løbetræning. Her finder du vores guides med viden og konkrete råd, du kan bruge i hverdagen.
artikler
Sygdomme og symptomerHar du type 2-diabetes?
Sygdomme og symptomerBlodtryk: Sådan måler du korrekt derhjemme












