Produktinformation:
Hjerdyl (Sandoz A/S), tabletter 75 mg (acetylsalicylsyre).
Virkning og anvendelse:
Blodfortyndende lægemiddel, der hæmmer sammenklumpning af blodplader og nedsætter blodets evne til at størkne. Anvendes til at forebygge dannelse af nye blodpropper. Anvendes til patienter over 50 år, som har forhøjet risiko for at få blodpropper. Til behandling af hjertetilfælde eller smerter i hjertet.
Dosering:
- Akut eller kronisk hjertesygdom: Voksne: 2 tabletter dagligt som startdosis, derefter 1 tablet dagligt. Følg lægens anvisning.
- Akut hjertesvigt eller hjertekramper: Voksne: 2 - 6 tabletter så hurtigt som muligt efter symptomerne opstår.
- Forebyggende behandling efter blodprop: Voksne: 2 tabletter dagligt som startdosis, derefter 1 tablet dagligt. Følg lægens anvisning.
- Forebyggende behandling:
- Voksne over 50 år: 1 tablet dagligt.
- Ældre: Dosis skal måske ændres. Følg altid lægens anvisning.
Hjerdyl bør ikke gives til børn under 15 år uden lægens henvisning.
Kontraindikationer:
Allergi over for acetylsalicylsyre, andre salicylater, eller over for et af de øvrige indholdsstoffer (kartoffelstivelse; magnesiumhydroxid; magnesiumstearat; majsstivelse og mikrokrystallinsk cellulose). Tidligere har fået allergiske eller astma-lignende symptomer ved brug af salicylater eller smertestillende lægemidler af gruppen NSAID'er. Har mavesår eller har øget tendens til blødning. Har stærkt nedsat hjerte-, lever- eller nyrefunktion. Hvis du er under 15 år og har feber (risiko for Reyers syndrom). Doser over 150 mg/dag hvis du er gravid i tredje trimester.
Vær opmærksom på følgende:
Brug af Hjerdyl sammen med smertestillende medicin (af gruppen NSAID, såsom ibuprofen og naproxen) bør undgås. Hvis du får stærke mavesmerter og/eller mørkfarvet afføring kan dette skyldes blødning fra maven. Dette er generelt mere alvorligt hos ældre. Stop med at tage Hjerdyl og kontakt straks lægen. Ældre må normalt ikke tage Hjerdyl i længere tid pga. risiko for blødning fra mave og tarm. Lægemidler som Hjerdyl, der indeholder acetylsalicylsyre, må ikke anvendes til behandling af virusinfektioner hos børn under 15 år uden rådføring med en læge. Hvis du skal opereres eller hvis du f.eks. skal have trukket en tand ud skal du spørge din læge om dosis eventuelt skal ændres. Hjerdyl kan give åndenød, astmaanfald eller andre overfølsomhedsreaktioner som kløe og nældefeber, f.eks. hvis du har astma, høfeber, næsepolypper og luftvejssygdomme eller allergi. Hvis du samtidig er i behandling med vanddrivende medicin eller anden blodfortyndende medicin, som vitamin K-antagonister eller heparin skal du kun tage Hjerdyl ifølge aftale med lægen. Du skal også altid oplyse ved blod- eller urinprøvekontrol, at du er i behandling med Hjerdyl. Hjerdyl kan give urinsur gigt, hvis du er disponeret for det.
Brug af anden medicin:
Tal med lægen, hvis du tager: mere end 15 mg methotrexat om ugen, dikumarol, dipyridamol, clopidrogel, ticlopidin, cilostazol, warfarin, phenprocoumon, heparin, alteplase, ciclosporin, ACE-hæmmere, angiotensin-IIantagonister, calciumkanal-blokkere, abciximab, tirofiban, digoxin og eptifibatid, acetazolamid, probenecid, sulfinpyrazon, binyrebarkhormoner, lithium, imipramin, SSRI, f.eks. citalopram, Anden smertestillende medicin (metamizol eller NSAID fx ibuprofen, herunder COX-2-hæmmere mod ledlidelser). Hvis du tager ibuprofen efter aftale med lægen, skal denne tages mindst 2 efter indtag af Hjerdyl. Furosemid, spironolacton, Quinidin, aminoglykosider, valproat, phenytoin, insulin, sulfonylurinstoffer, syreneutraliserende medicin, varicella, ginkgo biloba, og thiopental.
Brug af Hjerdyl sammen med mad og drikke:
Hvis du drikker mere end 3 genstande daglig, må du normalt ikke tage Hjerdyl. Alkohol forstærker virkningen af Hjerdyl, hvilket kan give blødninger. Det anbefales derfor ikke at drikke alkohol, når du behandles med Hjerdyl. Du kan tage Hjerdyl i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.
Fertilitet, graviditet og amning:
- Fertilitet: Bør ikke anvendes, da Hjerdyl kan gøre det sværere at blive gravid. Tal med Lægen.
- Graviditet: Hvis du er gravid, skal du kun tage Hjerdyl ifølge aftale med lægen.
- Amning: Kan anvendes i ammeperioden. Hjerdyl udskilles i modermælken, men der er ingen eksempler på bivirkninger hos spædbørn ved doser på 150 mg eller under dagligt. Det anbefales at undgå amning i 1-2 timer efter du har taget Hjerdyl. Tal med lægen, hvis du har spørgsmål.
Trafik- og arbejdssikkerhed:
Ingen mærkning.
Overdosering:
Hvis du oplever nogen af nedenstående symptomer på overdosering, skal du holde op med at tage Hjerdyl og kontakte din læge. Symptomerne på overdosering: Døsighed, svimmelhed, forvirring eller kvalme.
Symptomerne på alvorlig eller akut forgiftning: Lavt blodsukker, hududslæt, blodige opkastninger, hyperventilation, tinnitus, kvalme, opkastning, nedsat syn og hørelse, hovedpine, svimmelhed, konfusionstilstand, forvirring, ufrivillige rystelser, vejrtrækningsproblemer, øget svedtendens, dehydrering, hedeslag og koma.
Bivirkninger:
- Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter): Blodet er længere tid om at størkne, halsbrand og sure opstød.
- Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): Øget blødningstendens, blodig opkastning og/eller sort afføring pga. blødning i mave og tarm, søvnløshed, hovedpine, astmaanfald hos astmapatienter, irritation samt smerter eller ubehag fra den øvre del af mave-tarmkanalen, kvalme, opkastning og diarré, udslæt og hævelser. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt - Ring 112.
- Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): Åndenød, pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed - Ring 112, svimmelhed og døsighed, øresusen, allergiske reaktioner som nældefeber, hudreaktioner, astma og snue, vejrtrækningsbesvær.
- Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): Lammelser, talebesvær, bevidstløshed pga. hjerneblødning. Blødninger fra hud og slimhinder, blå mærker samt tendens til betændelse især halsbetændelse og feber, sløret bevidsthed hos børn (Reyes syndrom), hul i mavesækken, bleghed og træthed pga. blodmangel (ved langtidsbehandling). Mathed, koldsved, sult, forvirring, kramper. Forbigående døvhed. Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben, udslæt med ømme, røde knuder, oftest på ben og arme (erythema nodosum).
- Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos mindre end 1 ud af 10.000 patienter): Forværring og irritation i tyktarmen, smerter og rumlen i maven, aftagende eller ophørt urinproduktion, slim og blødning fra endetarmen, gulsot, synkebesvær og akut nyresvigt.
- Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (sandsynligvis sjælden): Blodig urin. Blødning fra skeden. Kontakt lægen. Øget blødning ved operationer, næseblod, blødning fra tandkødet og blå mærker.
Pakningsstr.:
Plastbeholder (HDPE) indeholdende 100 eller 110 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. Læs indlægssedlen og evt. oplysningerne på emballagen grundigt inden du bruger dette lægemiddel. Dette er uddrag fra produktresume - komplet produktresume findes på www.produktresume.dk. Dagsaktuel pris: www.apopro.dk.
Sidst opdateret d. 08/04-2020.