Gammelmandsvorter
Gammelmandsvorter, også kaldet seboroiske keratoser, er en almindelig hudforandring, som mange får med alderen. De kan se lidt forskellige ud, men det er en godartet vækst, så de er som regel helt ufarlige. Selvom navnet kan lyde bekymrende, er der ikke tale om en sygdom. Her kan du blive klogere på, hvad gammelmandsvorter er, hvorfor de opstår, og hvad du kan gøre, hvis de begynder at genere dig.

Hvad er gammelmandsvorter?
Gammelmandsvorter er en type forandring i huden, der ofte opstår med alderen. De seboroiske vorter er ikke smitsomme, og de har heller ikke noget med virus at gøre, som andre vorter har. De kan variere meget i udseende. Nogle er små og lysebrune, mens andre kan være mørkere og lidt mere ru i overfladen. Mange beskriver dem som om, de sidder “oven på huden”.
Gammelmandsvorter kan opstå flere steder på kroppen, men de ses ofte på brystet, ryggen, ansigtet eller halsen. Nogle mennesker får kun et par enkelte, mens andre får flere med tiden. Selvom de er ufarlige, kan de nogle gange blive irriterede, hvis de sidder et sted, hvor tøj eller smykker gnider mod din hud.
Hvorfor får nogle gammelmandsvorter?
Der er ikke én enkelt forklaring på, hvorfor nogle mennesker får gammelmandsvorter. De opstår typisk med alderen, og derfor er de meget almindelige hos voksne og ældre.
Arvelighed spiller også en rolle. Hvis andre i din familie har mange gammelmandsvorter, er der en større sandsynlighed for, at du også kan få dem.
Selvom navnet kan få det til at lyde sådan, har gammelmandsvorter ikke noget med almindelige vorter at gøre. De skyldes ikke virus og smitter derfor ikke fra person til person. Hudens naturlige forandringer med alderen kan også være en del af forklaringen. Efterhånden som huden ældes, ændrer cellerne sig, og nogle steder kan der dannes de små hududvækster.
Det er også helt normalt, at antallet af gammelmandsvorter stiger med tiden. Mange oplever, at de får flere gennem livet, især efter 40-50-årsalderen. Selvom de kan være kosmetisk generende for nogle, er de i langt de fleste tilfælde helt harmløse.

Hudpleje
Produkter
Genkend gammelmandsvorter på disse tegn
Gammelmandsvorter kan se lidt forskellige ud fra person til person. Alligevel er der nogle kendetegn, som ofte går igen. Mange opdager dem tilfældigt, når de kigger på huden eller mærker en lille forandring.
Typiske tegn på en gammelmandsvorte kan være:
- En brun, mørk eller hudfarvet plet
- En ru eller let skællende overflade
- En forandring der føles som om den sidder oven på huden
- En rund eller oval form
- En størrelse der kan variere fra få millimeter til flere centimeter
Nogle gammelmandsvorter kan også være lidt fedtede i overfladen. De kan både opstå enkeltvis eller i små grupper. Selvom mange gammelmandsvorter er nemme at genkende, kan hudforandringer nogle gange ligne hinanden. Gammelmandsvorter kan nogle gange forveksles med andre hudforandringer som modermærker, almindelige vorter eller hudkræft, fordi de også kan være mørke, ujævne eller hæve sig lidt fra huden. Hvis du opdager en hudforandring, er det altid en god idé at kigge forbi din læge.
Man kan fjerne gammelmandsvorter
Gammelmandsvorter er som udgangspunkt ufarlige, og derfor er behandling ikke altid nødvendig. Mange vælger at lade gammelmandsvorter sidde, hvis de ikke generer. Hvis en gammelmandsvorte sidder et sted, hvor den bliver irriteret af tøj, eller hvis du vil have den fjernet af kosmetiske årsager, kan din læge eller en hudlæge gøre det.
Der findes forskellige metoder til at fjerne dem. Lægen kan for eksempel fryse dem, skrabe dem væk eller fjerne dem med laser. Hvilken metode der bruges, afhænger blandt andet af størrelsen og placeringen.
Det er vigtigt ikke selv at forsøge at fjerne en hudforandring derhjemme. Det kan irritere huden og gøre det sværere for en læge at vurdere forandringen senere. Hvis en gammelmandsvorte begynder at irritere dig, eller hvis den ændrer sig, kan det derfor være en god idé at få den vurderet.

Kan du selv gøre noget ved gammelmandsvorter?
Gammelmandsvorter er som regel ufarlige, og derfor behøver de ofte ikke behandling. Der findes heller ikke håndkøbsmedicin, der kan fjerne dem. Produkter mod almindelige vorter virker ikke på gammelmandsvorter, fordi de skyldes andre forandringer i huden.
Selvom du ikke selv kan fjerne dem med håndkøbsprodukter, kan du godt passe på huden omkring dem. En mild hudpleje kan hjælpe med at holde huden smidig, især hvis området bliver tørt eller irriteret af tøj.
Der findes heller ikke noget, der med sikkerhed kan forebygge gammelmandsvorter. De opstår simpelthen bare som en naturlig del af hudens aldring. Det vigtigste er derfor at holde øje med huden og få nye hudforandringer vurderet.
Produkter
Hvornår bør du få hudforandringer undersøgt?
De fleste gammelmandsvorter er helt ufarlige. Alligevel er det en god idé at holde øje med hudforandringer helt generelt. Du bør få en hudforandring undersøgt hos lægen, hvis den ændrer farve, størrelse eller form. Det gælder også, hvis den begynder at bløde, klø meget eller føles anderledes end tidligere. Som tommelfingerregel er det bedre at få en hudforandring tjekket en gang for meget end en gang for lidt. Det kan give ro i maven og sikre dig, at du får den rette vurdering og behandling.Der findes apps, du kan downloade og tage billeder af dine hudforandringer og modermærker, det kan gøre det nemt at holde øje med om de forandrer sig.
Få flere gode råd
artikler
HudplejeFarmakonomens guide til tør hud












