D3-vitamin: Få guiden til at sikre at du får dit behov dækket
I de mørke måneder producerer vi ikke selv, så meget D-vitamin i huden, da processen kræver sollys. D3-vitamin er et essentielt næringsstof, der bidrager til normale knogler samt normal funktion af muskler og immunforsvar. I denne guide forklarer vi, hvordan vitaminet virker i kroppen, hvem der kan have fordel af et dagligt tilskud, og hvordan du bedst sikrer, at dit behov bliver dækket hele året rundt.

Hvad er D3-vitamin?
D3-vitamin, som har den medicinske betegnelse cholecalciferol, er et fedtopløseligt vitamin. Det betyder kort fortalt, at din krop har brug for en smule fedt fra kosten for at kunne optage det i tarmen. Vitaminet kaldes ofte for "solskinsvitaminet", fordi din hud selv er i stand til at danne det, når solens UVB-stråler rammer dig.
Biologisk set fungerer D3-vitamin som en vigtig komponent i kroppen. Det bidrager til at vedligeholde normale knogler og tænder og samtidig hjælper det kroppen med at optage kalk (calcium) fra den mad, du spiser. Desuden bidrager det til immunsystemets normale funktion og understøtter en normal muskelfunktion.
Er D-vitamin og D3 det samme?
Når vi taler om D-vitamin i daglig tale, lyder det som ét enkelt vitamin, men det er faktisk en paraplybetegnelse for flere forskellige former. De to mest afgørende former for os mennesker er D2-vitamin og D3-vitamin. Forskellen på de to ligger primært i, hvor de kommer fra, og hvordan din krop udnytter dem:
- D2-vitamin (ergocalciferol): Denne form stammer udelukkende fra planteriget. Den dannes for eksempel i visse svampe, når de udsættes for solens stråler.
- D3-vitamin (cholecalciferol): Dette er den form, der dannes naturligt i din egen hud, når den rammes af solens UVB-stråler. Du finder det også i animalske fødevarer som fed fisk og æg.
Den helt store forskel for dig er, at D3-vitamin er den form kroppen selv danner ved hjælp af sollys. , Det er den form du stort set altid finder i kosttilskud registreret til salg i Danmark.
Typiske funktioner: Sådan arbejder D3-vitamin i din krop
D3-vitamin omdannes til hormonet calcitriol i kroppen. Når dit niveau af D-vitamin er velafbalanceret, sikrer det normale funktioner i kroppen på følgende områder:
- Vedligeholdelse af skelettet: D3-vitamin bidrager til at vedligeholde normale knogler og tænder. Det gør det primært, fordi vitaminet bidrager til en normal optagelse og udnyttelse af mineralerne calcium og phosphor fra kosten.
- Normalt immunforsvaret: D3-vitamin bidrager til immunsystemets normale funktion.
- Muskelfunktion: Det bidrager til at vedligeholde en normal muskelfunktion.
- Cellefornyelse: Vitaminet spiller en rolle i kroppens normale celledelingsproces.
Kilderne til D3-vitamin og kroppens behov
For at opretholde et tilstrækkeligt og stabilt niveau af D3-vitamin i kroppen, er der primært tre kilder, du kan trække på i løbet af året:
- Sollyset om sommeren: Dette er den absolut vigtigste kilde. I perioden fra maj til september er det ofte nok at opholde sig i solen 5-30 minutter et par gange om ugen med utildækkede arme og ansigt.
- Kosten: D-vitamin findes naturligt i en række fødevarer. For eksempel i fede fisk som laks, sild og makrel samt i æggeblommer og fede mejeriprodukter. Det er dog de færreste, der kan dække hele behovet udelukkende denne vej.
- Kosttilskud i vinterhalvåret: Da solen står for lavt på himlen i Danmark fra oktober til april, kan huden ikke danne vitaminet i denne periode, og et tilskud af D-vitamin bliver derfor relevant.
Visse livsfaser gør det desuden ekstra vigtigt at have fokus på sit indtag. For eksempel hjælper D-vitamin og kalk med at reducere tabet af knoglemineraler hos kvinder i overgangsalderen. Lavt indhold af knoglemineraler er en risikofaktor for knoglebrud som følge af osteoporose. Derfor vælger mange kvinder i denne periode at supplere hverdagen med et kombineret tilskud.

Sådan dækker du dit behov for D3-vitamin
For at sikre at vi får vores D-vitamin behov dækket anbefaler Sundhedsstyrelsen, at vi supplerer med et dagligt tilskud (målt i mikrogram, µg) for at være på den sikre side:
- 5-10 µg dagligt anbefales til alle voksne og børn over 4 år i hele vinterhalvåret (fra oktober til april).
- 10 µg dagligt hele året anbefales til gravide, ammende, børn fra 0-4 år samt personer med mørk hud eller personer, der går tildækket i sommermånederne.
- 20 µg dagligt hele året kombineret med et kalktilskud anbefales til personer over 70 år, plejehjemsbeboere og personer med øget risiko for knogleskørhed.
Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om D-vitamin her.
Når du vælger dit kosttilskud med D-vitamin, kan du finde det i mange former. Lige fra små tabletter til dråber og bløde oliekapsler. Kapsler med olie indeholder D-vitamin i opløst form, da D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin. Du kan også vælge et bredere multivitamin, hvis du foretrækker at dække flere af kroppens behov i én og samme tablet.
Er du i tvivl, om du har D-vitaminmangel?
Det er vigtigt at skelne mellem et ønske om at vedligeholde sit daglige niveau af D-vitamin og en decideret, lægeligt konstateret D-vitaminmangel. Hvis du har mistanke om en reel mangel, eller hvis din læge har målt dit niveau til at være kritisk lavt via en blodprøve, skal du ikke blot selv gå i gang med ett kosttilskud, her er det vigtigt at du følger lægens behandling.
Ved en konstateret medicinsk mangel skal der en væsentligt højere, terapeutisk dosis til, som din læge kan anbefale eller ordinere og overvåge som en kontrolleret behandling. Hvis du oplever vedvarende eller udtalte gener, bør du derfor altid kontakte din egen læge for at få målt dit nøjagtige niveau, frem for blot at øge dosis af dine almindelige kosttilskud på egen hånd.
Produkter
Ofte stillede spørgsmål om D3-vitamin
Kan man indtage for meget D3-vitamin?
Ja. Da D3-vitamin er fedtopløseligt, udskilles overskydende mængder ikke automatisk med urinen, men lagres i stedet i kroppens fedtvæv. Meget høje doser over en lang periode kan påvirke kalkniveauet i blodet uhensigtsmæssigt, og du bør derfor altid følge de anbefalede dagsdoser på produktet.
Hvornår på dagen skal jeg tage mit D3-vitamintilskud?
Det præcise tidspunkt på døgnet er ikke afgørende for virkningen. Det vigtigste er, at du tager tilskuddet sammen med et af dagens hovedmåltider, da måltidets fedtindhold hjælper din tarm med at optage vitaminet bedst muligt.
Skal spædbørn have D-dråber?
Ja. Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af D-dråber (10 µg) fra barnet er 2 uger gammelt og frem til 4-årsalderen. Det skyldes, at spædbørn vokser hurtigt og D-vitamin og kalk er nødvendigt for normal udvikling og vækst af knogler hos børn, Samtidig med at de ikke må udsættes for direkte, skarp sol, så de selv danner nok D-vitamin Når dit barn er 4 år kan det begynde at tage børnevitamin med 10 µg D-vitamin i vinterhalvåret lige som du selv gør.
Læs mere om vitaminer og kosttilskud
Bliv klogere på vitaminer og kosttilskud, og hvordan du finder rundt i de forskellige muligheder. Her finder du apoteksteamets guides til blandt andet D-vitamin, multivitaminer og valg af kosttilskud.
artikler
Kosttilskud og vitaminerHvad er proteinpulver – og hvad bruges det til?
Kosttilskud og vitaminerMagnesium: Alt du behøver at vide om dette vigtige mineral
Kosttilskud og vitaminerD-vitamin: Får du dækket dit behov?














