Produktinformation:
Zymelin (Orifarm Healthcare A/S) ukonserveret, næsespray, 0,5 mg/ml og 1 mg/ml (xylometazolinhydrochlorid)
Virkning og anvendelse:
Anvendes ved forkølelse mod tilstoppet næse og ved bihulebetændelse. Virker ved at sammentrække de små blodårer i den hævede næseslimhinde og forbedre luftgennemstrømningen. Virkningen indtræder i løbet af et par minutter og varer op til 10-12 timer. Zymelin ukonserveret 1 mg/ml bør ikke gives til børn under 10 år uden lægens anvisning. Børn mellem 2 og 10 år kan bruge Zymelin ukonserveret 0,5 mg/ml.
Den anbefalede dosis er:
Zymelin må ikke bruges i mere end 10 dage i træk.
Den anbefalede dosis bør ikke overskrides, især hos børn og ældre.
Voksne og børn over 10 år:
Næsespray 1 mg/ml:
1 pust i hvert næsebor højst 3 gange daglig i højst 10 dage. Bør ikke anvendes til børn under 10 år uden lægens anvisning.
Børn 2-10 år:
Næsespray 0,5 mg/ml:
1 pust i hvert næsebor højst 3 gange daglig i højst 10 dage. Bør ikke anvendes til børn under 2 år uden lægens anvisning.
Kontraindikationer:
Allergi over for det aktive stof eller et af de øvrige indholdsstoffer (dinatriumphosphatdihydrat (E 339), natriumchlorid, natriumdihydrogenphosphatdihydrat, natriumedetat og renset vand). Du er blevet opereret igennem næsen eller munden eller du har akut glaukom. Vær ekstra forsigtig med at bruge Zymelin ukonserveret i mere end 10 dage, da hyppig og langvarig brug kan medføre en forværring af den hævede næseslimhinde.
Tal med lægen
Inden du bruger Zymelin ukonserveret, hvis du har/lider af svært forhøjet blodtryk, alvorlige hjerte-karsygdomme, stofskiftesygdomme, sukkersyge, vandladningsproblemer på grund af forstørret prostata, er i behandling med medicin mod depression eller Parkinsons sygdom (tricykliske eller tetracykliske antidepressiva eller MAO-hæmmere), bør du kun bruge Zymelin efter lægens anvisning. Hvis du har langt QT-syndrom, da dette øger risikoen for alvorlig hjerterytmeforstyrrelse.
Du må ikke bruge Zymelin ukonserveret sammen med følgende lægemidler:
Visse typer af lægemidler mod depression (MAO-hæmmere og Tricykliske antidepressiva) uden aftale med lægen.
Graviditet:
Hvis du er gravid, frarådes det at bruge Zymelin ukonserveret. Tal med lægen.
Amning:
Zymelin ukonserveret må kun anvendes efter lægens anvisning.
Trafik- og arbejdssikkerhed:
Ingen mærkning.
Symptomer på overdosering:
Markant fald i kropstemperatur, sveden, døsighed, hovedpine, hurtig og uregelmæssig puls, forhøjet blodtryk (kan efterfølges af meget lavt blodtryk), vejrtrækningsbesvær og evt. koma og kramper, især hos børn.
Almindelige bivirkninger
(forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): Svie i næse og svælg, tør og irriteret næseslimhinde, nysen, brændende fornemmelse i næsen samt øget sekret fra næsen.
Ikke almindelige bivirkninger
(forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): Tilstoppet næse især efter hyppig eller langvarig brug.
Meget sjældne bivirkninger
(forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): Alvorlige allergiske reaktioner: hududslæt, åndedrætsbesvær, hurtig/uregelmæssig puls eller hævelse af ansigt og hals.
Pakningsstr.:
Zymelin 1 mg/ml findes i flasker à 10 ml samt (2x10 ml). Zymelin 0,5 mg/ml findes i flasker à 10 ml. Læs indlægssedlen og evt. oplysningerne på emballagen grundigt inden du bruger dette lægemiddel. Dette er uddrag fra produktresume - komplet produktresume findes på www.produktresume.dk - Dagsaktuel pris: www.apopro.dk.
Sidst opdateret d. 16/07-2024.