Apopro
Ondt i lænden – lændesmerter – ApoPro.dk hjælper dig

Ondt i lænden

Lændesmerter er smerter, der er lokaliseret i den nederste del af ryggen, og det er en meget hyppig årsag til, at mange søger læge.

Kortvarende lændesmerter er smerter, der varer under 6 uger. Længerevarende lændesmerter er dem, der varer mere end 12 uger. De fleste mennesker vil i løbet af livet opleve at have ondt i lænden.

Symptomer på smerter i lænden

Udover smerter, der er lokaliseret i den nederste del af ryggen eller i lænden, kan nogle også opleve, at smerten stråler ud i ballen, og at smerterne gør dig immobil. Herunder kan du læse om nogle af årsagerne til, at du får ondt i lænden.

Hvad kan lændesmerter skyldes?

Lændehold kan være en årsag til ondt i lænden. Lændehold kan også kaldes hekseskud eller lumbago, og det kan opstå pludseligt eksempelvis ved et vrid i ryggen, af at hoste eller af et forkert løft. Desuden kan du få ondt i lænden af en dårlig sovestilling, eller af at sove i en seng, der enten er for blød eller for hård. Men du kan også opleve, at smerterne opstår, uden at der er en egentlig forklaring.

Diskusprolaps kan også sidde i lænden og give smerter. En diskusprolaps vil typisk medføre andre gener også, som eksempelvis forstyrrelser i nervebanerne, hvor du kan opleve føleforstyrrelser i benene. Diskusprolaps er dog ikke en hyppig årsag til lændesmerter.

Forstoppelse kan give smerter i den nederste del af ryggen. Hvis du lider af forstoppelse og samtidig oplever at have smerter i ryggen, så kan det være en rigtig god idé at få behandlet forstoppelsen, inden du begynder at behandle smerterne i ryggen. Find produkter til behandling af forstoppelse.

Læs også vores artikel med:

Gode råd til rygsmerter

Overvægt kan i nogle tilfælde også være medvirkende til, at du oplever smerter i lænden. Det kan både hænge sammen med selve belastningen på lænden, på grund af vægten, men det kan også skyldes, at mave-muskulaturen er svag.

Blærebetændelse kan også udløse smerter i lænden, især hvis den udvikler sig til nyre-bækken-betændelse. Hvis du har mistanke om, at du har blærebetændelse, bør du altid kontakte lægen.

Menstruationssmerter kan, udover at sidde i underlivet, også give smerter i maven, og i nogle tilfælde også sidde som smerter i lænden. Disse muskelsmerter kan også stråle om i lænden og den nederste del af ryggen. Hvis smerterne er milde til moderate og kun kommer i forbindelse med menstruationen, behøver du ikke at gøre noget. Nogle synes, at en varmedunk kan lindre menstruationssmerterne, og der findes også apparater med elektrisk nervestimulering, fx denne fra Beurer: Beurer EM 50 Fleksibel TENS pad med varmefunktion (godkendt som medicinsk udstyr).

Du kan eventuelt forsøge med smertestillende medicin i håndkøb til at tage smerterne med. Hvis smerterne er meget kraftige, længerevarende eller også opstår, når du ikke har menstruation, bør du kontakte lægen for udredning.

Graviditet og ondt i lænden hænger ofte sammen med den øgede belastning, som kroppen udsættes for, i takt med at barnet og dermed også maven vokser. Men smerterne kan også komme, fordi kroppen gør sig klar til fødslen, og led og muskler giver sig. Du skal være opmærksom på, at det ikke er alt smertestillende medicin i håndkøb, du må tage, hvis du er gravid. Læs indlægssedlens afsnit om graviditet, inden du tager håndkøbsmedicin. Spørg din læge eller kontakt vores fagpersonale på chat eller telefon, hvis du er i tvivl.

I sjældne tilfælde skyldes smerterne noget mere alvorligt som eksempelvis knogleskørhed, skæv ryg eller infektion i ryggen. Endnu sjældnere skyldes det eksempelvis andre sygdomme som cancer.

Læs også vores artikel om:

Forebyggelse af knogleskørhed

 

Hvad kan du gøre mod ondt i lænden?

De fleste bliver raske igen i løbet af 1-2 uger, også uden behandling.

Det er en god idé at bevæge dig, mens smerterne er der, da det typisk gør, at du bliver hurtigere rask. Du bør derfor også begrænse den tid, du bruger i sengen eller liggende på sofaen. Desuden kan gående og stående arbejde, uden tunge løft og gentagende ensidige bevægelser, også være med til at gøre dig hurtigere rask.

Nogle gange kan det være en fordel at bruge lidt smertestillende som eksempelvis paracetamol eller ibuprofen. Du kan også prøve en smertestillende creme til at smøre direkte på området, hvor smerterne sidder.

Se vores udvalg af smertestillende

 

Der er også nogle, der har gavn af at bruge enten varme eller kulde på det smertende område. Det er individuelt, hvad man føler fungerer for en. Men en tommelfingerregel siger, at hvis det er en akut opstået smerte, så er kulde førstevalget, hvorimod man anbefaler varme til mere kroniske smerter.

Se vores udvalg af produkter til varme og kulde

 

Øvelser til at træne lænden kan også fremme helbredelsen. Du kan eksempelvis søge hjælp hos en kiropraktor eller en fysioterapeut. Her kan du både få rent fysisk hjælp i form af blandt andet manipulation af knoglerne eller massage af muskulaturen, men du kan også få hjælp til at lave et træningsprogram, der er målrettet det behov, du må have.

Derudover skal du selvfølgelig overveje om den seng, du sover i, skal skiftes ud, hvis du har en idé om, at det er den, der er årsagen til smerterne.

Hvordan kan du forebygge lændesmerter?

Hvis du ønsker at forebygge, at du får ondt i lænden, er det et rigtig god idé at holde dig i god form. Du bør især træne mave- og rygmuskler. Hvis du er overvægtig, kan det være en god idé at tabe dig. Og derudover er det en god idé at øve sig i gode løfteteknikker, så du ikke bruger ryggen til tunge løft.

Hvornår skal du søge læge?

Du skal søge læge:

  • hvis du oplever stærke uforklarlige smerter i ryggen.
  • hvis du samtidig med smerterne oplever problemer med at styre dine ben, eller har føleforstyrrelser i benene.
  • hvis du oplever problemer med at kontrollere din vandladning/afføring.
  • hvis smerterne stråler ud i den ene side og påvirker underbenet.
  • hvis smerterne fortsætter i en længerevarende periode.
Har du brug for hjælp?