Gå til hovedindhold
Symptomergreater than icon
Svampgreater than icon
Svamp i underlivet
Svamp i skeden

Svamp i underlivet

Mange kvinder bærer svampen i underlivet, uden at det giver gener. Men hvis bakteriefloraen i underlivet ændrer sig, og svampen pludselig får de rette betingelser for at vokse, kan den give svampeinfektion. Svamp i underlivet kan være en ubehagelig og generende oplevelse, men det er ikke farligt og kan nemt behandles.

Læs mere om behandling og forebyggelse af svamp i underlivet nederst på siden.

Hvad er skedesvamp?

Mange kvinder bærer svampen i skeden, uden at det giver gener. Men hvis bakteriefloraen i skeden ændrer sig, og svampen pludselig får de rette betingelser for at vokse, kan den give svampeinfektion i skeden. Skedesvamp kan være en ubehagelig og generende oplevelse, men det er ikke farligt og kan nemt behandles.

Symptomer på skedesvamp

Svamp i skeden kan genere i større eller mindre grad. Symptomerne på svamp i underlivet er irritation, rødme, svie og kløe i skeden og ved skedeindgangen. Man kan få tykt, hvidt, klumpet udflåd, der ligner hytteost. Man kan opleve smerter og ømhed ved samleje. Slimhinderne kan føles tørre og sarte, og der kan opstå revner ved skedeindgangen.

Behandling af skedesvamp

Hvis du har fået svamp i underlivet, er der hurtig hjælp at hente. Du kan købe svampedræbende lægemidler på apoteket uden recept. Første gang man har symptomer på svamp i underlivet, bør man dog søge læge for at få det bekræftet.

Skedesvamp behandles sædvanligvis med creme og/eller tabletter. I særligt svære tilfælde af svamp i underlivet kan det være nødvendigt at behandle med et receptpligtigt svampemiddel.

Cremer med lægemiddelstoffet Clotrimazol eller Miconazol er de almindelige lægemidler til behandling af svamp i underlivet. Både mænd og kvinder kan bruge disse cremer, og de kan købes her på apoteket uden recept. Desuden kan kvinder behandle med stikpiller, som føres op i skeden inden sengetid.

Nogle vælger også en kombineret behandling, hvor man anvender en stikpille til natten og supplerer med creme, som man smører med 2-3 gange daglig. Fordelen her er, at man behandler både skeden indefra og på de ydre kønsorganer. Man skal fortsætte med at smøre med cremen i mindst 1 uge, efter symptomerne er væk.

Hvor længe går der, før symptomerne er væk?

Hvor længe der præcis går, før symptomerne er væk, er forskelligt fra person til person, men som oftest vil man opleve lindring af symptomerne indenfor et par dage til en uge. Det er vigtigt at være opmærksom på, at man skal fortsætte med behandling med creme i 1-2 uger, efter symptomerne er væk.

Smitter skedesvamp?

Normalt bliver man ikke smittet med svamp af andre - det vil sige, at svamp er en infektion, man selv udvikler og ikke noget, man bliver smittet med. Kvinder kan dog smitte mænd under samleje, men det er kun, hvis manden oplever symptomer (f.eks. kløe og rødmen), at han bør blive behandlet.

Hvad kan det ellers være?

Ovenstående symptomer er meget brede, og hvis man har nogle af dem, kan der være mange andre årsager end svampeinfektioner. Det kan f.eks. skyldes en bakteriel infektion (eksempelvis klamydia), herpes-virus, kønsvorter, psoriasis eller kontaktallergi. Derfor skal man forbi lægen, hvis man har symptomerne. Se mere om sygdomme med lignende symptomer som fx klamydia og kønsvorter i disse film på SundhedsTV.

Hvornår skal lægen kontaktes?

Hvis du har symptomer på svamp, skal lægen kontaktes, hvis:

  • det er første gang, du oplever tegn på skedesvamp
  • du oplever flere end 4 tilfælde af skedesvamp om året
  • du er gravid eller ammer
  • du har feber
  • du har sukkersyge
  • du har blister og sår på kønslæberne
  • du har blodigt udflåd, som ikke er menstruation
  • du har smerter ved vandladning
  • det er et barn, der har symptomer

Hvorfor får man skedesvamp?

Svamp i underlivet er meget almindeligt, og det er ikke altid til at fastslå årsagen. Der er dog visse situationer, hvor sandsynligheden for at få en svampeinfektion stiger. Hvis du går og undrer dig over, hvorfor du hele tiden får svamp i skeden, så kan det måske skyldes en af nedenstående årsager.

Svampeinfektioner opstår ofte:

  • Efter brug af medicin, som oftest antibiotika. Det skyldes, at medicinen både bekæmper de sygdomsfremkaldende bakterier, men også kroppens normale bakterieflora som f.eks. de bakterier, der naturligt findes i skeden.
  • Efter brug af immundæmpende medicin, hvor man også er mere udsat for at få en svampeinfektion i underlivet.
  • Under graviditet, da de hormonelle ændringer under graviditeten også kan ændre miljøet i skeden og øge risikoen for svampeinfektion i underlivet.
  • Hvis man har risikofaktorer som nedsat immunforsvar eller sukkersyge, da det ligeledes øger risikoen for en svampeinfektion i underlivet.

Hvad kan man selv gøre for at forebygge svamp i skeden?

Der findes ingen garanti for, at du ikke bliver ramt af en svampeinfektion, men der er alligevel et par gode råd til forebyggelse:

  • Undgå tætsiddende tøj af syntetisk materiale. Brug gerne bomuldsundertøj.
  • Undlad vask med sæbe som ikke er beregnet til intimområdet, og undlad overdreven vask af området. Skeden er selvrensende og har ikke brug for sæbe. Nogle kvinder er glade for at bruge en intimsæbe eller intimservietter. Intimservietter er lette at medbringe, hvis man rejser eller er på festival.
  • Nogle kvinder kan have glæde af at bruge et naturlægemiddel med mælkesyrebakterier. Disse vaginalkapsler kan anvendes som forebyggelse og behandling af kløe, svie, tørhedsfornemmelse, lugt og/eller let øget udflåd på grund af ubalance i den normale bakterieflora i vagina.

Hvad hvis håndkøbsmedicin ikke hjælper?

I særligt svære tilfælde af svamp i underlivet kan det være nødvendigt at behandle med et receptpligtigt svampemiddel.