Mellemørebetændelse: Når øret gør ondt
Det starter ofte med en forkølelse. Og pludselig gør det ondt i øret. Mellemørebetændelse er en af de mest almindelige infektioner hos børn, men voksne kan også blive ramt. De fleste tilfælde går over af sig selv, men smerterne kan være intense. Her guider vi dig gennem symptomer, årsager, behandling og hvad du selv kan gøre, hvis mellemørebetændelse rammer hjemme hos jer.

Hvad er mellemørebetændelse?
Mellemørebetændelse er en infektion i slimhinden i mellemøret – det lille hulrum bag trommehinden. Her sidder de små knogler, som hjælper med at føre lyden videre ind i øret. Når slimhinden bliver inflammeret, ofte som følge af en forkølelse, hæver den op og danner væske eller pus. Det får trykket i mellemøret til at stige.
Det er denne trykforandring, der kendetegner mellemørebetændelse. Mellemøret er nemlig et lukket rum, og når der ophobes væske, kan det ikke bare løbe væk. Kroppen arbejder på at bekæmpe infektionen, og i takt med det vil inflammationen som regel aftage igen.
Mellemørebetændelse ses hyppigst hos børn, men voksne kan også blive ramt. I de fleste tilfælde varer mellemørebetændelse omkring 2 til 4 dage og går over af sig selv.
Produkter
Typiske symptomer på mellemørebetændelse
Ofte starter mellemørebetændelse i kølvandet på en forkølelse, og generne kan komme hurtigt. Det mest almindelige symptom på mellemørebetændelse er smerter i øret – men der kan være flere symptomer, som viser sig samtidig.
Her er de typiske tegn på mellemørebetændelse:
- Øresmerter – fra murrende til kraftige smerter
- Følelse af tryk eller “prop” i øret
- Nedsat hørelse, hvis der er væske i mellemøret
- Feber
- Uro og gråd hos mindre børn
- Væske eller pus fra øret, hvis der går hul på trommehinden
Hvis trommehinden brister, kan det først give øgede smerter – men mange oplever faktisk en hurtig lindring bagefter, fordi trykket i øret falder. Det kan dog se voldsomt ud, når der løber væske ud af øret.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at øresmerter ikke altid betyder mellemørebetændelse. Smerter kan nemlig opstå i forbindelse med andre infektioner i de øvre luftveje. Men oplever du flere af ovenstående symptomer samlet, kan der være tale om mellemørebetændelse.
Hvordan opstår mellemørebetændelse?
Mellemørebetændelser opstår ofte i forlængelse af en forkølelse. Når du eller dit barn er forkølet, hæver slimhinderne i næsen og svælget – og det påvirker også øretrompeten. Øretrompeten er den lille kanal, der forbinder mellemøret med svælget og hjælper med at udligne tryk.
Når slimhinden hæver op, kan øretrompeten lukke til. Det betyder, at luften i mellemøret ikke kan cirkulere frit, og trykket kan ikke udlignes. Samtidig kan der samle sig væske i mellemøret. Det lukkede og fugtige miljø giver gode betingelser for, at virus eller bakterier kan formere sig – og så udvikler der sig mellemørebetændelse.
Mellemørebetændelse smitter derfor heller ikke i sig selv. Det er derimod den forkølelse eller infektion, som ofte går forud, der kan smitte via hoste, nys og hænder. Man kan altså ikke smitte andre med selve mellemørebetændelsen – men godt med den virus, der kan føre til den.

Hvornår skal du kontakte lægen?
Mellemørebetændelse går i mange tilfælde over af sig selv i løbet af 2-4 dage. Men hvornår er det vigtigt at få lægen til at kigge på det?
- Du bør kontakte lægen, hvis du eller dit barn har kraftige smerter, høj feber eller virker tydeligt påvirket. Det gælder også, hvis smerterne ikke begynder at aftage efter 2–3 dage. Ved mistanke om mellemørebetændelse hos børn under 6 måneder bør du altid tage kontakt til lægen, som kan undersøge øret.
- Hvis der løber pus eller væske fra øret, kan det være tegn på, at trommehinden er bristet i forbindelse med mellemørebetændelse. Det kræver ikke altid behandling, men det bør vurderes af en læge.
- Det er også vigtigt at være særligt opmærksom på visse symptomer. Oplever du rødme og hævelse bag øret, eller at øret begynder at stritte mere end normalt, skal du kontakte læge med det samme. Det kan være tegn på mastoiditis. Det er en alvorlig komplikation, hvor infektionen spreder sig til knoglen bag øret. Det sker dog kun i sjældne tilfælde.
- Oplever du gentagne mellemørebetændelser, eller hvis hørelsen fortsat er nedsat efter infektionen, er det også en god idé at søge lægehjælp.

Sådan behandles mellemørebetændelse
Behandlingen af mellemørebetændelse afhænger af, hvor påvirket du er. Heldigvis går mange tilfælde af mellemørebetændelse over af sig selv i løbet af 3-7 dage – uden behov for behandling. Kroppen kan nemlig ofte selv bekæmpe infektionen.
Lægen kan dog i visse tilfælde anbefale behandling, hvis der er tale om svære symptomer, høj feber, mindre børn eller hvis tilstanden ikke bedres efter nogle dage.
Derhjemme handler behandlingen derfor først og fremmest om at lindre både smerter og feber med smertestillende og febernedsættende håndkøbsmedicin. Ro og hvile hjælper også kroppen med at komme sig.
Produkter
Kan man selv forebygge mellemørebetændelse?
Mellemørebetændelse opstår ofte i forlængelse af en forkølelse. Derfor handler forebyggelse i høj grad om at mindske risikoen for infektioner i næse og svælg. God håndhygiejne, frisk luft og at undgå tæt kontakt med syge personer kan være med til at reducere smitte – især i familier med små børn.
Har dit barn haft flere tilfælde af mellemørebetændelse, kan det være en god idé at være ekstra opmærksom ved forkølelser. Sørg for ro, væske og næseskyl ved behov, så næsen holdes fri. Når næsen er stoppet, påvirkes øretrompeten nemlig lettere, og det kan øge risikoen for mellemørebetændelse. Læs mere om forkølelse hos babyer og børn.
Oplever man gentagne tilfælde af mellemørebetændelse, kan en øre-, næse-, halslæge vurdere, om dræn i trommehinden er relevant. Det kan hjælpe med at ventilere mellemøret og forebygge nye infektioner. Der kræves ikke en henvisning for at få tid hos en øre-, næse-, halslæge. Du kan finde en i nærheden af dig og se ventetider på sundhed.dk.


Mellemørebetændelse hos børn
Mellemørebetændelse er meget almindeligt hos børn. Det skyldes, at afløbet fra øret og ned i halsen – også kaldet det eustakiske rør eller ørekanalen – er mere vandret beliggende end hos voksne og endnu ikke så udviklet. Det gør det lettere for infektioner fra næse og svælg at sprede sig til mellemøret.
Små børn med mellemørebetændelse kan blive pylrede, græde mere end normalt, opleve dårlig søvn eller tage sig til øret. Nogle mister også appetitten eller får feber. Smerterne kan især være intense om natten, hvor trykket i øret føles værre. Det kan hjælpe på smerterne om natten hos lidt større børn, at de ligger højt med hovedet.
Det handler derfor om at lette dit barns gener og holde øje med barnets almene tilstand. Er barnet meget påvirket, har høj feber eller smerter, der ikke lindres med smertestillende medicin, bør du kontakte lægen. Det samme gælder, hvis der løber væske fra øret. Du må ikke give børn under 2 år smertestillende medicin andet end efter aftale med læge.
Produkter
Når forkølelsen rammer – se vores gode råd

Forkølelse og hoste
Når forkølelse og hoste rammer er dit online apotek klar til at hjælpe. Vores apoteksteam guider dig i symptomer, smitte, produkter og gode råd her.

Forkølelse og hoste hos babyer og børn
Når en baby eller børn er forkølet og hoster, kan barnet have symptomer som stoppet næse, løbende næse, ondt i halsen, feber, hoste med slim eller en tør hoste. Heldigvis findes der flere forskellige typer produkter og lægemidler, se hvilke på denne side -->





















