Produktdetaljer
Ventizolve anvendes til at ophæve virkningen af kendt eller mistænkt opioidoverdosis hos voksne (f.eks. morfin, heroin, metadon, fentanyl, oxycodon eller buprenorphin).
Bør ikke gives til børn og unge under 18 år uden lægens anvisning.
I pakningerne med medicin findes en patientvejledning, som du altid bør læse grundigt, inden du tager medicinen. Hvis du er i tvivl, om du må bruge medicinen, bør du kontakte egen læge.
Sidst opdateret d. 13/12-2024.
Dosering, opbevaring og indhold
Den anbefalede dosis:
- Voksne:
- Ét pust (1,26 mg) i næsen.
- Bør administreres så hurtigt som muligt for at undgå skader på centralnervesystemet eller dødsfald.
- Næsesprayen indeholder kun én dosis og må derfor ikke primes eller testes før administration.
- Genbrug ikke næsesprayen efter administration.
Brugsvejledning:
- Tjek symptomer og reaktion:
- Tjek for reaktion for at se, om personen er ved bevidsthed. Du kan råbe personens navn, forsigtigt ruske i skuldrene, tale højt ind i øret, gnide på brystbenet (sternum), knibe øret eller kanten af fingerneglen.
- Tjek luftveje og åndedræt. Sørg for at mund og næse ikke er blokeret. Overvåg åndedrættet i 10 sekunder – bevæger brystkassen sig? Kan du høre åndedrættet? Kan du føle åndedrættet mod din kind?
- Tjek tegn på overdosis, såsom: ingen reaktion på berøring eller lyde, langsom uregelmæssig vejrtrækning eller ingen vejrtrækning, snorken, gispen eller synkebevægelser, blå eller lilla farve på fingernegle eller læber.
- Hvis overdosis mistænkes, skal Ventizolve gives.
- Ring efter en ambulance. Ring 112.
- Læg patienten på ryggen. Sørg for at luftvejene er frie. Det anbefales at undersøge næseboret og fjerne eventuel tilstopning, før næsesprayen gives.
- Åbn den indre emballage ved først at fjerne gummibåndet og derefter trykke på midten af de flade sider af plastikdelen. Du må ikke prime eller teste næsesprayen inden brug.
- Støt nakken idet hovedet lænes tilbage. Indsæt dysen i det ene næsebor. Tryk kraftigt ned på stemplet, indtil det siger klik, for at afgive dosis. Fjern derefter næsesprayen fra næseboret.
- Læg patienten i aflåst sideleje. Bliv hos patienten indtil ambulancen ankommer. Se efter forbedring i patientens vejrtrækning, opmærksomhed og reaktion på støj og berøring.
- Hvis der ikke ses forbedring, skal næste dosis gives efter 2-3 minutter i det andet næsebor.
Opbevaring og holdbarhed
- Opbevares utilgængeligt for børn.
- Ingen særlige opbevaringsforhold.
- Brug ikke produktet efter den udløbsdato, der står på pakningen.
- Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.



















