

For at undgå spredning af smitte, er det vigtigt at have en god håndhygiejne. Bakterier og virus kan befinde sig på hænderne og vi kan smitte hinanden via håndtryk og håndtag. Virus og bakterier er usynlige for det blotte øje og hænderne kan se rene ud, selvom der er virus og bakterier på.
Du bør vaske dine hænder og anvende sprit/alcogel:
Vask dine hænder med sæbe og koldt vand i mindst 15 sekunder. Dine hænder skal være våde inden du kommer sæben på. Vask håndflader, håndryg, fingre, mellem fingrene og også nede på håndleddet.
Skyl sæben af grundigt og tør dine hænder med et engangshåndklæde. Et engangshåndklæde mindsker smittefaren, i forhold til et almindeligt håndklæde som man kan have hængende i mange dage. Sluk for vandhanen med et engangshåndklæde.
Din håndsprit bør indeholde minimum 70 % ethanol opblandet i glycerin, der modvirker udtørring af hænderne.
Fordel håndspritten grundigt på hænderne. Det virker indenfor 1 min mod virus af typen corona.
Det tyder på at coronavirus kan overleve på overflader i hvert fald optil 48 timer, måske endda længere.
Til desinfektion af overflader anbefales brintoverilte minimum 0,5% eller ethanol.
Husk at tjekke om overfladen tåler brintoverilte på et lille område. Bør ikke anvendes på tekstil, da det virker blegende.
Desinfektionsmidler med klorhexidin og benzalkoniumklorid har kun meget ringe effekt overfor virus og bør derfor ikke anvendes.
Alcogel anbefales når dine hænder er synligt rene og tørre. Ligesom med håndvasken skal du spritte både håndflade, håndryg, fingre, mellem fingrene og på håndleddet.

Den bedste måde at forebygge smitte med virus, der overføres via sekret gennem host og nys som f.eks. Corona virus, er god håndhygiejne. Vi anbefaler derfor hyppig og grundig håndvask med mild sæbe, brug af håndsprit på tørre hænder og at hoste og nyse i engangslommetørklæder.