Gå til hovedindhold

Sådan tackler du tør hud om vinteren

Bliver din hud også tør i det kolde vintervejr? Læs med her, hvor vores farmaceuter Michala og Thi gør dig klogere på, hvordan du bedst plejer din hud i vinterkulden.

4 gode råd til hudpleje

Farmaceut Michala Nielsen giver 4 gode råd til hudpleje i vintermånederne

1. Brug creme i ansigtet 1-2 gange om dagen
2. Undgå lange, varme bade. Vandet - især varmt vand - øger udtørringen af huden
3. Hvis du smører kroppen ind i creme, så gør det lige efter bad og aftørring, hvor huden stadig er fugtig - så absorberes cremen bedre
4. Hvis din næse skaller, fordi du pudser den hyppigt, kan du smøre den med en fed creme, f.eks. med 70% fedt

Hudpleje

Find den rigtige pleje til din hud

De lave temperaturer, blæsten og en lavere luftfugtighed om vinteren medvirker til, at fugten lettere fordamper og forsvinder fra vores hud. Derfor kan det være nødvendigt at ændre hudplejerutine om vinteren, hvis du for eksempel får tør hud. Men hvordan ved du hvilken type hud, du har?

Tør, fedtet eller kombineret hud?

Tør hud føles stram eller spændt og fedtet hud er skinnende og olieret, specielt i T-zonen (pande, næse og hage). Man kan også have kombineret hud, hvor nogle områder er fedtede og andre tørre, og sidst, men ikke mindst kan man have normal hud, hvor man ikke døjer med hverken tør eller fedtet hud.
Det kan dog som sagt ændre sig, og derfor kan det være nødvendigt at ændre hudpleje med årstiden.

Cremer indeholder både fugt og fedt

Cremer består af både fugt - i form af vand - og fedt.
Det er forholdet mellem disse to ingredienser, der afgør, om der er tale om en fugtgivende creme eller en fedtcreme. Også i en fugtgivende creme er det nødvendigt med fedt, da fedtet danner en slags hinde på huden, som holder på fugten. Det forklarer vores farmaceut Thi Lisa Le.
Er din hud blevet tør i vintervejret, har den brug for mere fedt end normalt.

Er solbeskyttelse nødvendigt?

Mange cremer fås med solbeskyttelse (SPF), men på vores nordlige breddegrader, er det ikke nødvendigt med solbeskyttelse på denne årstid, hvor UV-indekset sjældent kommer op over 3. Husk dog stadig solcremen, hvis du tager på ferie - også skiferie.

Læs mere om pleje af tør hud

Vores apotekerteam nyder at dele ud af deres viden, og skriver derfor rådgivende artikler om symptomer, behandling, tips og tricks i et bredt udvalg af emner. Her kan du finde flere artikler til dig, der døjer med tør hud.