Produktinformation:
Nicotinell Mint (Haleon Denmark ApS), sugetabletter, 2 mg (nicotin).
Virkning og anvendelse:
Dæmper trang til rygning hos personer der er motiverede til at stoppe med at ryge, samt til personer der ikke kan eller ikke ønsker at stoppe med at ryge, men som ønsker at reducere rygningen. Nicotinell bør ikke gives til børn under 18 år uden lægens anvisning.
Kontraindikationer:
Allergisk over for nicotin eller et af de øvrige indholdsstoffer (maltitol (E965), natriumcarbonat, vandfri, natriumhydrogencarbonat, polyacrylat 30%, dispergeret, xanthangummi, silica, kolloid vandfri, levomenthol, pebermynteolie, aspartam (E951), magnesiumstearat).
Tal med lægen:
Du ryger og har dårligt hjerte og/eller kredsløb, alvorligt forhøjet blodtryk, smerter i brystet eller dårligt hjerte, forkalkning i hjernens blodkar, har haft hjerneblødning eller blodprop i hjernen, har tillukning af blodkar langt fra hjertet, for nylig har fået en bypass operation i hjertet, ballonudvidelse af kranspulsårerne eller en anden hjerteoperation, har diabetes, for højt stofskifte, som ikke er behandlet, har en svulst i binyremarven, har dårlig lever, har meget dårlige nyrer, har mavesår og sår på tolvfingertarmen.
Brug af anden medicin:
Tal med lægen, hvis du tager lægemidler som f.eks theofyllin, tacrin, olanzapin og clozapin, insulin.
Graviditet, amning og fertilitet:
Du bør ikke ryge og/eller benytte nicotinsubstitutions-behandling. Spørg lægen, hvis du er ryger og ønsker hjælp til at stoppe. Hvis du tager Nicotinell skal du tage det lige efter amning eller senest 2 timer før, du skal amme. På den måde giver du dit barn mindst nikotin.
Dosering:
Nicotinell Mint 2 mg sugetabletter anbefales til rygere med stærk eller meget stærk nicotin-afhængighed og dem, der ikke tidligere har været i stand til at stoppe med at ryge ved hjælp af nikotinerstatnings-behandling.
Børn og unge (under 18 år): Vær opmærksom på, at nikotindoser, som en voksen ryger kan tåle, kan give en dødelig forgiftning hos små børn. Opbevar nikotinsubstitutions præparater utilgængeligt for børn og smid brugte nikotinsubstitutionspræparater væk uden for børns rækkevidde.
Nedsat nyre- og leverfunktion: Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Du skal følge lægens anvisninger.
Begyndelsesdosis baseres på din nicotin afhængighed.
- 1 sugetablet suges ved rygetrang. I begyndelsen, 1 sugetablet med 1-2 timers interval. Sædvanlig dosis er 8-12 sugetabletter dagligt. Ved rygestop og rygereduktion med Nicotinell sugetabletter er den maksimale daglige dosis 15 sugetabletter.
Rygeophør:
- Du bør holde helt op med at ryge under behandlingen med Nicotinell sugetabletter. Behandlingsvarigheden er individuel. I de fleste tilfælde bør behandlingen fortsætte i mindst 3 måneder. Efter 3 måneder bør antallet af sugetabletter gradvist nedsættes. Behandlingen bør afsluttes, når forbruget er nedsat til 1-2 sugetabletter om dagen. Anvendelse af nikotin¬præparater som Nicotinell Mint 2 mg sugetabletter i mere end 6 måneder anbefales generelt ikke. Nogle eks-rygere kan have brug for behandling med sugetabletter i længere tid for at undgå, at de genoptager rygningen. Hvis du har anvendt nicotin præparater i mere end 9 måneder, bør du søge ekstra hjælp og oplysninger hos lægen eller på apoteket. Rådgivning kan hjælpe dig med at holde op.
Rygereduktion:
- Nicotinell sugetabletter bør anvendes imellem perioder med rygning for at forlænge de ryge-frie intervaller med henblik på at reducere rygningen, så meget som muligt. Antallet af cigaretter bør gradvist erstattes af Nicotinell sugetabletter. Hvis antallet af daglige cigaretter ikke er nedsat med mindst 50 % efter 6 uger, bør du søge rådgivning hos lægen eller på apoteket. Et forsøg på rygestop bør foretages, så snart du føler dig parat men ikke senere end 4 måneder efter behandlingsstart. Herefter skal antallet af sugetabletter gradvist nedsættes, for eksempel ved at reducere med 1 sugetablet hver 2-5 dag. Hvis et forsøg på rygestop ikke er lykkedes inden for 6 måneder efter behandlingsstart, bør du søge rådgivning hos lægen eller på apoteket. Regelmæssig brug af Nicotinell sugetabletter i længere tid end 6 måneder anbefales generelt ikke. Nogle eks-rygere kan have brug for behandling med sugetabletter i længere tid for at undgå, at de genoptager rygningen. Rådgivning kan hjælpe dig til at holde op.
Brugsanvisning - sugetabletter:
- 1. Én sugetablet suges indtil en kraftig smag fornemmes.
- 2. Lad derefter sugetabletten hvile mellem kind og tandkød.
- 3. Når smagen aftager, bør der igen suges på sugetabletten.
- 4. Denne rutine skal tilpasses individuelt og bør gentages, indtil sugetabletten er fuldstændigt opløst (ca. 30 minutter).Samtidig indtagelse af syreholdige drikke som f.eks. kaffe eller læskedrikke kan mindske absorptionen af nicotin i mundhulen. Syreholdige drikke bør undgås 15 minutter før sugetabletterne anvendes.
Overdosering:
Symptomer på overdosering: Kvalme, øget spytflåd, mavesmerter, diarré, svedudbrud, hovedpine, svimmelhed, høre- og synsforstyrrelser, afkræftelse og du kan kaste op. Ved høje doser: Lavt blodtryk med besvimelse, svag og uregelmæssig puls, meget hurtig puls, åndedrætsbesvær, fysisk og psykisk udmattelse og kramper. Kontakt lægen, skadestuen eller ring evt. 112 hvis du får disse symptomer.
Alvorlige bivirkninger:
- Sjældne bivirkninger (det forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): Uregelmæssig puls, overfølsomhedsreaktioner. Disse reaktioner kan i meget få tilfælde blive alvorlige og kan omfatte hævelser i huden, hævelser i ansigt og mund, lavt blodtryk og åndedrætsbesvær. Kontakt straks lægen eller skadestuen. Ring evt. 112.
Ikke alvorlige bivirkninger:
- Almindelige bivirkninger (det forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): Svimmelhed, hovedpine, mundtørhed, hikke, mavesmerter som for eksempel kvalme, luft i tarmen, halsbrand, forøget spytproduktion, let irritation i mund og hals.
- Ikke almindelige bivirkninger (det forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): Hjertebanken. Der kan komme sår i munden i forbindelse med rygeophør, men der er ikke en klar sammenhæng til nikotinbehandlingen.
Pakningsstr.:
12, 36, 72, 96, 144, 192 og 204 sugetabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. Læs indlægssedlen og evt. oplysningerne på emballagen grundigt inden du bruger dette lægemiddel. Dette er uddrag fra produktresume - komplet produktresume findes på www.produktresume.dk. Dagsaktuel pris: www.apopro.dk
Sidst opdateret d. 03/07-2024.