Gå til hovedindhold
Recept

Log ind

Kurv
Ægløsningstest

Ægløsning

Du har fundet vej til vores udvalg af ægløsningstest. Testen er til dig, der gerne vil lære din cyklus bedre at kende, måske i forbindelse med en ønsket graviditet. Ægløsningstests kan give dig et indblik i, hvornår dine chancer for at blive gravid er størst, og hjælper dig med at tage kontrol over fertiliteten.

Vidste du, at en ægløsningstest registrerer den stigning i dit LH-niveau, der sker til 24-36 timer før selve ægløsningen?

Forstå din ægløsning

Ægløsning er det tidspunkt i din menstruationscyklus, hvor et æg løsnes fra æggestokken og bevæger sig ned mod livmoderen. Det sker typisk midt i cyklussen – omkring dag 14, hvis du har en cyklus på 28 dage – Det er også omkring ægløsningen, at du er mest fertil. Ægget kan befrugtes i op til et døgn, men fordi sædceller kan overleve i op til fem dage, har du faktisk en frugtbar periode på omkring seks dage. Der er dog størst chance for at blive gravid ved samleje i de sidste 3 dage, der ligger op mod ægløsningen.

Hvorfor bruge en ægløsningstest?

For mange kvinder er det svært at mærke, hvornår kroppen faktisk har ægløsning. Nogle oplever lidt ømhed i siden eller ændringer i udflåddet – men mange mærker slet ingenting. Og selvom du har regelmæssige menstruationer, kan ægløsningstidspunktet godt variere lidt fra måned til måned.

En ægløsningstest giver dig overblik i din ægløsning. Den hjælper dig med at finde frem til, hvilke dage i cyklussen der er dine mest frugtbare – så du slipper for at gætte og i stedet kan planlægge ud fra fakta. Det kan både skabe ro og give en følelse af at have lidt mere kontrol i en proces, der ellers kan føles uforudsigelig.

Sådan virker en ægløsningstest

En ægløsningstest fungerer ved at måle koncentrationen af LH (luteiniserende hormon) i din urin. 24-36 timer før ægløsningen sker, stiger LH-niveauet markant – det kalder man LH-toppen. Det er denne stigning, testen registrerer.

Når LH stiger, sender kroppen signal om, at ægget snart frigives. Ægløsningen sker typisk 24–36 timer efter denne stigning, og derfor giver testen dig mulighed for at time samleje eller insemination, så det passer med den mest fertile periode.

Der findes både manuelle strimmeltests og digitale ægløsningstests. Strimmeltests kræver, at du selv aflæser to streger, mens de digitale giver dig et klart ja/nej-svar, for eksempel i form af et smiley-ikon. De virker på samme måde, men den digitale udgave er ofte lettere at aflæse – især hvis du ikke vil bruge tid på at tolke linjer.

Alle de ægløsningstest, vi sælger, er godkendt som medicinsk udstyr til hjemmebrug.

Hvornår skal du begynde at teste?

For at få mest muligt ud af din ægløsningstest, er det vigtigt at starte på det rigtige tidspunkt i din cyklus. Og her er cykluslængden et godt sted at starte.

Hvis du har en regelmæssig cyklus på 28 dage, begynder ægløsningen typisk omkring dag 14. Men fordi LH-stigningen sker lidt før, bør du begynde at teste et par dage tidligere – omkring dag 10 eller 11. Har du en længere eller kortere cyklus, justerer du bare derefter. En god tommelfingerregel er at starte 17 dage før forventede næste menstruation.

Du tester én gang om dagen – helst på samme tidspunkt – indtil testen viser en LH-stigning. Nogle vælger at teste to gange dagligt, hvis de har svært ved at fange LH-toppen, da den kan være kort.

Når du har fået et positivt resultat, behøver du ikke teste mere i den cyklus. Det er netop nu, chancen for graviditet er størst.

Sådan tolker du resultatet på din ægløsningstests

Når du anvender en ægløsningstest, handler det om at identificere den såkaldte LH-top – altså den markante stigning i luteiniserende hormon, som indikerer, at ægløsningen nærmer sig.

På en almindelig strimmeltest ser du to streger: en kontrolstreg og en teststreg. Resultatet betragtes som positivt, når teststregen er lige så tydelig eller tydeligere end kontrolstregen. Det er tegn på, at LH-niveauet er forhøjet, og at ægløsningen typisk vil finde sted inden for 24–36 timer.

Er teststregen derimod svagere end kontrolstregen – eller helt fraværende – er resultatet negativt. Det betyder, at LH-niveauet endnu ikke er steget, og du bør fortsætte med at teste dagligt, indtil du registrerer en stigning.

Ved tvivl anbefales det at sammenligne testen med tidligere tests fra samme cyklus. Mange vælger også at supplere med en digital ægløsningstest, som kan give et mere entydigt svar.

Læs vores guide: Guide til graviditetstests og ægløsningstests, hvor vi gennemgår hvordan du bruger dine tests.

Husk at som ved alle andre hjemmetests er der altid risiko for både falsk negative og falsk positive resultater. Risikoen øges ved forkert brug af testen eller hvis du drikker meget væske i perioden op til du tester. Følg altid vejledningen i produktet.

Tips til dig, der prøver at blive gravid

Ægløsningstests kan være en stor hjælp – men de er kun én brik i det samlede billede. Når du forsøger at blive gravid, kan det også være en fordel at tænke lidt bredere og støtte kroppen på flere måder.

Fokusér på det, du kan påvirke

Regelmæssig motion, en varieret kost og nok søvn har betydning for både din cyklus og fertilitet. Det handler ikke om at leve perfekt – men om at give kroppen de bedste betingelser.

Overvej kosttilskud med folsyre

Folsyre er et af de vigtigste kosttilskud i forbindelse med graviditetsønske. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du begynder med folsyre mindst én måned før befrugtning og fortsætter de første 12 uger af graviditeten. Tilskud af folsyre øger dit folsyre niveau og mindsker derved risikoen for udvikling af neuralrørsdefekt hos fosteret.

Vær tålmodig med dig selv og processen

Det er helt normalt, at det ikke lykkes i første cyklus – eller anden. De fleste bliver gravide inden for 6–12 måneder, men der kan være udsving. Prøv derfor at bevare roen og undgå, at testene bliver en stressfaktor. De skal gerne gøre dig klogere – ikke mere bekymret.

Har du brug for mere viden? Læs vores guide om ‘Gode tips til at blive gravid’ her.

Kender du din krop? Andre tegn på ægløsning

Selvom ægløsningstests er et effektivt værktøj, kan det også være en fordel at lære kroppens egne signaler at kende. For kroppen fortæller faktisk ofte selv, hvornår ægløsningen nærmer sig – hvis du ved, hvad du skal holde øje med.

  • Ændret udflåd

Mange oplever, at udflåddet ændrer sig omkring ægløsningen. Det bliver ofte mere klart, glat og elastisk – lidt som rå æggehvide. Det skyldes, at kroppen forsøger at skabe optimale forhold for sædcellerne.

  • Let ømhed i underlivet

Nogle mærker en let stikken eller ømhed i den ene side af underlivet – en fornemmelse, der kaldes "mittelschmerz". Det er et tegn på, at ægget netop er blevet frigivet.

  • Let temperaturstigning

Efter ægløsning stiger din basale kropstemperatur en smule – ofte med 0,2–0,5 grader. Det kræver dog, at du måler din temperatur hver morgen på samme tidspunkt for at se mønsteret over tid.

Ved at kombinere dine egne observationer med ægløsningstests, får du et mere præcist billede af din cyklus – og bliver bedre til at forstå, hvordan din krop fungerer.

Hvordan føles ægløsning?

Som regel kan en ægløsning mærkes, men det er langt fra alle, der lægger mærke til det. Nogle beskriver en stikkende, murrende eller let smerte i den ene side af underlivet. For andre føles det som en kortvarig krampe eller en slags spænding. Smerten kan vare fra få minutter til et par timer – og forsvinder oftest af sig selv.

Andre oplever eller mærker ingen kropslige symptomer på ægløsning og opdager det kun, hvis de tager en tests, hvilket også er helt normalt. Det betyder ikke, at ægløsningen ikke sker – kun at kroppen er mere diskret med sine signaler.

Vælg mellem forskellige varianter, når du skal teste din ægløsning

Der findes flere typer ægløsningstests på markedet, og det kan være svært at vide, hvilken der passer bedst til dig. Valget afhænger ofte af, hvor meget du vil involveres i aflæsningen.

Strimmeltests

Strimmeltests er den klassiske og mest budgetvenlige løsning. Du dypper teststrimlen i en urinprøve og aflæser resultatet selv. Mange vælger denne type, fordi de kan købe flere tests ad gangen og følge udviklingen over flere dage. Til gengæld kræver de lidt øvelse i at tolke stregernes farveintensitet.

Midstream-tests eller såkaldte ‘stave’

Midstream-tests fungerer på samme måde som en graviditetstest: du tisser direkte på testen. De er ofte lidt dyrere, men nemmere og mere praktiske at bruge, især hvis du er på farten.

Digitale ægløsningstests

Digitale tests aflæser resultatet for dig og viser det med et klart symbol – ofte en smiley.

Uanset hvilken type du vælger, er det vigtigste, at testen passer til dine behov og giver dig tryghed i processen.

Hvornår giver det mening at tale med en læge eller fertilitetsrådgiver?

Hvis du har forsøgt at blive gravid i 12 måneder uden held – eller i 6 måneder, hvis du er over 35 år – anbefales det at kontakte din læge.

Hvis din cyklus er meget uregelmæssig eller udebliver helt, kan det være tegn på hormonelle ubalancer, som kan påvirke din ægløsning. Derfor kan det være relevant at få undersøgt, om der er en underliggende årsag til, at du ikke bliver gravid. For eksempel PCOS eller lavt stofskifte.

Overblik over kvindens cyklus

Menstruationscyklussen er en biologisk proces, som reguleres af hormoner og gentager sig måned efter måned – fra pubertet til overgangsalder. En fuld cyklus varer i gennemsnit 28 dage, men alt mellem 21 og 35 dage anses for at være inden for det normale.

I første del af cyklussen forbereder kroppen sig på en mulig graviditet. Et æg modnes i æggestokken, og omkring midten af cyklussen – typisk dag 14 – sker ægløsningen. Det er her, ægget frigives og begynder sin rejse mod livmoderen.

Hvis ægget møder en sædcelle og bliver befrugtet, udvikler det sig til et befrugtet æg, der kan sætte sig fast i livmoderslimhinden. Det er her, en graviditet kan begynde. Men hvis der ikke sker en befrugtning, udstøder kroppen det ubefrugtede æg sammen med livmoderslimhinden – og det er dét, vi kender som menstruation.

Kun ét æg frigives normalt ad gangen, og det betyder, at langt størstedelen af de æg, som en kvinde producerer i løbet af sit liv, forbliver ubefrugtede.

Ofte stillede spørgsmål om ægløsning og ægløsningstests

Når det gælder fertilitet og ægløsningstests, opstår der naturligt mange spørgsmål. Her besvarer vi nogle af de mest almindelige – så du føler dig godt klædt på.

Hvornår har man ægløsning?

Ægløsningen sker typisk midt i cyklussen – omkring dag 14, hvis du har en 28-dages cyklus. Men det kan variere fra person til person. En god tommelfingerregel er, at ægløsningen sker 12–16 dage før næste forventede menstruation. Hvis din cyklus er længere eller kortere, rykker ægløsningen sig tilsvarende.

Er en ægløsningstest nødvendig, hvis min partner og jeg har regelmæssig samleje?

Det kommer an på dit formål. Hvis I har regelmæssigt samleje 2–3 gange om ugen, rammer I formentlig det fertile vindue uden at vide det præcist. Men hvis I ønsker mere præcision eller har forsøgt i længere tid uden resultat, kan ægløsningstests give en bedre forståelse af, hvornår chancen er størst. For nogle giver det tryghed – for andre skaber det stress. Det handler om, hvad der passer til jer.

Kan jeg bruge ægløsningstests, hvis jeg har uregelmæssig ægløsning?

Ja, det kan du godt. Men det kræver lidt ekstra tålmodighed. Hvis din cyklus varierer i længde, kan du med fordel begynde at teste tidligere og fortsætte længere end normalt – indtil du opfanger en LH-stigning. Det kan også være en idé at tracke dine cyklusser i en app for at finde et mønster.

Kan medicin påvirke resultatet?

Ja, visse lægemidler – især hormonbehandling eller fertilitetsmedicin – kan påvirke ægløsningen og dermed aflæsningen. Det skyldes, at nogle præparater indeholder LH eller påvirker dine hormonniveauer, så testen reagerer, selvom der ikke er en naturlig LH-stigning. Hvis du er i behandling, anbefales det at tale med din læge eller en farmaceut, før du bruger ægløsningstests.

Hvornår på dagen skal jeg teste?

LH-produktionen topper ofte om formiddagen, så mange vælger at teste midt på dagen – og gerne på samme tidspunkt hver dag. Morgenurin er ikke altid det mest pålidelige, da LH-niveauet kan være lavt om morgenen og samtidig kan morgenurinen være meget koncentreret, så der er øget risiko for både falsk negative og falsk positive resultater

Bestil ægløsningstests trygt og nemt hos Apopro

Har du brug for en ægløsningstests? Hos os er det vigtigt, at du føler dig tryg – også når du handler online. Vi er et dansk apotek med bevilling fra Lægemiddelstyrelsen og medlem af Danmarks Apotekerforening, og du kan derfor være sikker på, at du får samme høje faglighed og rådgivning, som du kender fra dit lokale apotek.

Vores team af farmaceuter og farmakonomer står klar til at svare på dine spørgsmål – om ægløsning, testtyper eller noget helt tredje. Du kan kontakte os via chat, telefon eller mail, præcis når det passer dig.

Når du bestiller ægløsningstests hos os, sørger vi for hurtig og diskret levering – direkte til døren eller din nærmeste pakkeshop. Så bliver det nemt at handle trygt.

Ægløsning og ægløsningstests - Bliv klogere og bestil online