Alt du skal vide om udflåd fra underlivet
Udflåd fra underlivet
At det bliver lidt vådt og klæbrigt i trusserne en gang imellem, skyldes udflåd fra underlivet og er helt normalt. Udflåd er nemlig kroppens måde at holde skeden ren og sund på. Udflåddets udseende og konsistens kan variere ret meget, afhængigt af hvor du befinder dig i din menstruationscyklus og i livet.
Det kan for eksempel være hvidt, mælkeagtigt, vandigt, tyktflydende, gennemsigtigt, mørkt, sort, grynet eller slimet. Undertiden kan udflåd også være tegn på en infektion såsom svamp eller bakteriel vaginose. Hvis du lærer dit udflåd at kende, får du lettere ved at skelne normalt udflåd fra et, der er forårsaget af en infektion.
Er mit udflåd normalt?
Udflåd kan være tyndt eller tyktflydende og se ud på mange forskellige måder. En tommelfingerregel er, at udflåddet ofte er hvidligt, lidt grumset og har en let syrlig duft, nogenlunde som yoghurt. Når udflåddet kommer i kontakt med luften, kan det blive let gulligt. Lige efter menstruationen kan udflåddet blive brunligt, rosa eller rødt, fordi det blandes med blod.
Under ægløsningen bliver udflåddet ofte gennemsigtigt og lidt slimet, nogenlunde som æggehvide. Udflåddet tilpasser sig nemlig hele tiden efter, hvad skeden har brug for, og under ægløsningen gør den glatte konsistens det lettere for sædcellerne at klare sig og nå frem til ægget.
Unormalt udflåd
Sygdomme og infektioner kan påvirke udflåddet, så det ændrer farve og konsistens, bliver fyldigere eller begynder at lugte anderledes. De mest almindelige årsager til unormalt udflåd er bakteriel vaginose, svamp og atrofisk kolpit (tørhed i underlivet).
Bakteriel vaginose skyldes ubalance i skedens bakterieflora og kan føre til tyndt, gråligt udflåd, som har en fiskeagtig lugt. Ildelugtende udflåd kan også skyldes atrofisk kolpit, hvilket skyldes østrogenmangel og især rammer kvinder, der har passeret overgangsalderen eller ammer.
Læs mere om de symptomer du kan opleve i overgangsalderperioden.
Hvis udflåddet i stedet er hvidt, tykt og grynet som hytteost, så er det formentlig en svampeinfektion, der ligger bag. Svamp kan undertiden give mere udflåd end normalt, men det er for det meste uden lugt. Unormalt udflåd kan også skyldes forskellige kønssygdomme, selvom det er ret usædvanligt.
En god tommelfingerregel er at kontakte din læge, hvis du er i tvivl, om dit udflåd er normalt eller ej, især hvis du er gravid.
Hvorfor får jeg udflåd?
Hvert døgn danner kirtler i skeden knap en teskefuld sekret. Sekretet er det, vi plejer at kalde for udflåd, og dets funktion er at holde skedens slimhinde fugtig og beskytte den mod infektioner. Det fungerer også som naturlig glidecreme under sex, hvor der automatisk dannes mere udflåd under seksuel ophidselse.
Udflåddet plejer at komme i puberteten, ofte lige inden den allerførste menstruation, og fortsætter derefter gennem hele livet, selvom det plejer at aftage, når man bliver ældre. Mængden af udflåd varierer fra kvinde til kvinde. Stress, kostvaner, lægemidler, graviditet, amning, hormonbaserede præventionsmidler, og hvor du befinder dig i din menstruationscyklus, kan påvirke, hvor meget udflåd du får, og hvordan det ser ud
Generelle råd og info om underlivshygiejne
- Skeden er selvrensende - De ydre kønsorganer vaskes én gang dagligt med mild sæbe eller et specialmiddel til brug i underlivet.
- Vaskeklude bør kun anvendes én gang.
- Kvinder med hyppige svampeinfektioner rådes til ikke at bruge tætsiddende tøj eller undertøj lavet af syntetiske materialer. Der anbefales bomuldsundertøj, som kan vaskes ved høj temperatur.
- Partnerbehandling er ved flere af infektionerne vigtig for at hindre ny infektion.
Kontakt egen læge hvis:
- Du har mistanke om at være smittet med en kønssygdom. En kønssygdom som klamydia kan sprede sig og medføre underlivsbetændelse.
- Kønssygdom smitter og kan overføres til andre.
- Har du en kønssygdom, skal din partner undersøges og behandles, ellers smitter I andre eller hinanden igen.
- Ved generende udflåd, især hvis der sker en pludselig ændring af dit udflåd.
- Hvis du har så meget udflåd, at det er nødvendigt at bruge bind uden for menstruationstidspunktet.
- Hvis udflåddet er ledsaget af generende lugt, kløe eller svie.
- Ved akutte voldsomme smerter og ubehag, og hvis der er voldsom blødning.