



Ved udlandsrejser findes der anbefalinger om forskellige vaccinationer afhængigt af destinationen og rejsevarigheden. Læs med her, hvor apoteksteamet guider dig til, hvordan du bedst beskytter dig mod sygdomme på ferien.

Rejsevaccinationer kan i visse tilfælde være en nødvendighed.
Hvis du skal rejse til visse lande, i Afrika, Asien og Sydamerika, er det nødvendigt at blive vaccineret mod smitsomme sygdomme, inden du forlader Danmark.
Risikoen for smitte er mindst ved korte rejser til turistområder i storbyer og størst ved længerevarende rejser under mere primitive forhold og tæt kontakt med naturen og lokalbefolkningen. Derfor kan der være forskel på de nødvendige vaccinationer.
Hvis du planlægger en rejse hvor en vaccination kan være nødvendig, anbefales det at begynde undersøgelserne tidligt (4-6 uger før afrejse) for at finde ud af, hvilke vaccinationer der er nødvendige for dig, hvis du skal vaccineres.
Bemærk:
Husk, at vaccination ikke giver 100% beskyttelse. Det er derfor vigtigt at være forsigtig med, hvad du spiser, og i hvilket miljø du befinder dig.
På Statens serum instituttets hjemmeside kan du finde oplysninger om de nødvendige vaccinationer, før du rejser. Du kan også undersøge, om malariamedicin er relevant.
Rejsevaccinationerne skal du selv betale. Sygesikringen dækker ikke udgifterne til rejsevaccinationer. Hvis du er medlem af den private Sygeforsikring "danmark", kan du få tilskud til vaccinerne.
Du kan læse mere om tilskud til vacciner på Sygeforsikringen Danmark.