Gode råd til dig som døjer med håndeksem
Hvis du har fået håndeksem, er det meget vigtigt hurtigt at komme til lægen og få den rette behandling. Hvis du går for længe med håndeksem uden behandling, kan det udvikle sig til et kronisk håndeksem, hvor huden bliver tyk, skællende og svær at behandle.
Hvis du har fået håndeksem, er det meget vigtigt hurtigt at komme til lægen og få den rette behandling. Hvis du går for længe med håndeksem uden behandling, kan det udvikle sig til et kronisk håndeksem, hvor huden bliver tyk, skællende og svær at behandle.
Behandling af håndeksem
Lægen kan ordinere en medicinsk behandlingscreme. Husk at det stadig er en god idé at kombinere behandlingen med din daglige fugtighedscreme. Efter endt behandling, skal du huske at fortsætte den daglige indsmøring. Forebyggelse er meget vigtig for at undgå eksemet kommer igen, og selvfølgelig er det afgørende, at man undgår det man ikke kan tåle.
9 gode råd til forebyggelse af håndeksem
1. Handsker ved vådt arbejde
Brug handsker ved vådt arbejde. Selvom handsker i sig selv kan irritere huden, er det bedre at bruge beskyttelseshandsker ved vådt arbejde
2. Handsker, kortest muligt
Handsker anvendes så lang tid som nødvendigt, men så kort tid som muligt. På grund af sved bliver handskerne hurtigt våde indeni. Tag handskerne af så hurtigt som muligt så hænderne kan tørre.
3. Handsker, altid rene og tørre
Handsker skal være intakte, rene og tørre. Put altid rene hænder i rene handsker. Skift handskerne ud med det samme hvis de bliver forurenet indeni eller går i stykker. Flergangshandsker skal vaskes, vendes og tørres dagligt.
4. Bomuldshandsker inderst
Brug bomuldshandsker under beskyttelseshandsker. Håndsved øger risikoen for håndeksem. Bomuldshandsker opsuger sveden og skal skiftes når de bliver fugtige. Bomuldshandsker findes både med og uden fingre.
5. Koldt vand
Vask hænder i køligt vand, skyl og tør dem godt. Vask hænderne i en mild sæbe. Det er vigtigt at bruge køligt vand, da varmt vand udtørrer huden mere, og forværrer eksemet.
6. Undgå sæbe
Alkoholbaserede desinfektionsmider anvendes i stedet for sæbevask når hænderne ikke er synligt snavsede eller våde. Vælg en håndsprit, der indeholder glycerin.
7. Brug fed creme
Anvend en fugtighedscreme med højt fedtindhold og uden parfume. Fugtighedscremen erstatter det fedt der mangler i huden, og er med til at holde huden hel og fri for skæl og revner. Fedtcremen virker bedst, men hvis man på grund af sit arbejde ikke kan bruge de fedeste cremer eller ikke føler behov for det, kan man vælge en fugtighedscreme med et lavere fedtindhold.
8. Creme på hele hånden
Fugtighedscreme fordeles over hele hånden inklusive fingre og håndrygge
9. Fritid / udendørs
Pas godt på hænderne i fritiden og brug handsker ved vådt arbejde i hjemmet og brug varme handsker udendørs om vinteren.
Kilde: www.videncenterforallergi.dk