
Psoriasis
Du har fundet vej til vores udvalg af produkter, der kan lindre symptomer på psoriasis som tør, skællende og irriteret hud. Her finder du blandt andet håndkøbsmedicin og medicinsk udstyr, som kan bruges i den daglige lindring. Psoriasis er en arvelig, kronisk hudsygdom, som kan ikke kureres, men med den rette behandling kan du lindre symptomerne betragteligt.
Vidste du, at nogle produkter reducerer hudafskalning, kløe, rødme, ruhed og hærdning af huden
Hvad er psoriasis?
Psoriasis er en kronisk, inflammatorisk hudsygdom, som viser sig i form af tørre, røde og skællende pletter på huden. Tilstanden skyldes en overreaktion i kroppens immunforsvar, som fører til en øget produktion af hudceller. Hvor en sund hud fornyer sig selv i løbet af 28–30 dage, sker det hos personer med psoriasis typisk på 3–7 dage. Det resulterer i en ophobning af hudceller, der danner de karakteristiske psoriasispletter – også kaldet plaques. Denne type kaldes ofte for plaque psoriasis, som er den mest almindelige form.
Psoriasis er ikke smitsom og kan ikke overføres mellem personer. Alligevel er det en tilstand, der påvirker mange – både fysisk og psykisk – da symptomerne ofte er synlige og i perioder kan give betydeligt ubehag. Sygdommen varierer meget fra person til person, både i sværhedsgrad, udseende og hvilke områder på kroppen, der bliver ramt.
De mest almindelige symptomer er:
- Tørhed og afskalning
- Kløe og rødme
- Fortykket eller ru hud
- Skæl, særligt i hårbunden
Psoriasis ses ofte på albuer, knæ, hårbund og nedre del af ryggen, men kan i princippet forekomme hvor som helst på kroppen – også på negle, hænder og fødder. Nogle oplever kun lette symptomer i begrænsede områder, mens andre har mere udbredte og generende udbrud.
Tilstanden opstår som regel i voksenlivet, men kan også ramme børn. Den kan være arvelig og trigges af forskellige faktorer, for eksempel infektioner, stress, kulde eller visse lægemidler. Psoriasis optræder ofte i udbrud med perioder med mere eller mindre aktivitet, og mange oplever, at huden kræver ekstra pleje i perioder.
Selvom psoriasis ikke kan helbredes, findes der flere muligheder for at lindre symptomerne og understøtte hudens naturlige barriere. På denne side har vi samlet produkter, der kan bruges til behandling i kortere perioder og produkter til den daglige pleje af tør og skællende hud – særligt i perioder, hvor huden føles ekstra udfordret.
Behandling af psoriasis
Psoriasis kan ikke helbredes, men symptomerne kan ofte lindres effektivt med den rette behandling. En målrettet og individuelt tilpasset behandlingsplan kan gøre en stor forskel for både hudens tilstand og din livskvalitet. Du bør vælge din medicinske behandling til psoriasis i samråd med din læge, da det meste behandling er receptpligtigt.
Det er vigtigt, at du ikke står alene med din psoriasis. Tal med din læge, hvis du oplever gener, som påvirker dig i hverdagen. I nogle tilfælde kan det også være relevant at få en henvisning til en hudspecialist.
Håndtering af psoriasis består af to elementer: behandling med lægemidler, typisk under udbrud, samt den daglige pleje af huden.
Daglig pleje foregår med cremer og salver, som påføres direkte på de ramte hudområder. Det kan være blødgørende produkter eller keratolytiske midler, der hjælper med at fjerne skæl og blødgøre huden.
Ud over behandling og pleje kan det være en hjælp at lære sin hud og sin krop bedre at kende. Mange oplever, at deres psoriasis følger bestemte mønstre – for eksempel at symptomerne forværres i perioder med stress, infektioner eller kulde. Ved at holde øje med, hvornår huden reagerer, kan du blive bedre til at forebygge udbrud.
Mange oplever også, at det hjælper at finde en fast rutine med produkter, der passer til deres hud og symptomer. Her kan daglig pleje med de rette midler spille en vigtig rolle. Netop det ser vi nærmere på i næste afsnit.
Hvad kan du gøre ved symptomerne i hverdagen?
Selvom psoriasis er en kronisk tilstand, kan en god daglig rutine være med til at mindske ubehaget og give huden mere ro. Huden har brug for kontinuerlig pleje – også i perioder uden tydelige udbrud. Det gælder især, hvis du har tendens til tør, irriteret eller skællende hud.
En central del af plejen handler om at holde huden fugtet. Når huden er tør, bliver den mere sårbar over for irritation, kløe og afskalning. Derfor anbefales det at bruge produkter med blødgørende og beskyttende egenskaber, som kan støtte hudens naturlige barrierefunktion. Det kan for eksempel være medicinsk udstyr i form af cremer, der er udviklet specifikt til hud med tendens til psoriasis.
Det er også vigtigt at vælge produkter uden parfume og unødige tilsætningsstoffer, da sensitiv hud nemt kan reagere på disse. Skånsom vask og kortere bade med lunkent vand kan også bidrage til at beskytte hudens fugtbalance.
I hovedbunden kan skæl, kløe og irritation være særligt generende. Her kan en specialudviklet shampoo eller en hovedbundsserum være en god idé til pleje i hverdagen – både som rens og som lindring.
Find vores produkter til tør hovedbund her.
Håndkøbsprodukter til lindring af psoriasis
I denne kategori finder du et udvalg af produkter, der kan bruges som en del af den daglige pleje, når huden er tør, skællende og irriteret. Produkterne her er ikke medicinsk behandling af selve sygdommen, men de er udviklet til at lindre generne og støtte hudens naturlige barrierefunktion.
Locobase Psoriasis Creme
Locobase Psoriasis Creme er et CE-mærket medicinsk udstyr, der er udviklet til personer med tør og irriteret hud med tendens til psoriasis. Cremen er formuleret med dokumenterede ingredienser, der er udvalgt til at støtte hudens fugtbalance og bidrage til mindre tørhed og afskalning. Ved regelmæssig brug kan cremen være med til at forbedre hudens komfort og medvirke til at stabilisere perioder med udbrud.
Cremen er uden parfume og farvestoffer og kan bruges dagligt – også i længere perioder. Den absorberes hurtigt og efterlader huden blød uden at fedte, hvilket gør den velegnet til brug både morgen og aften.
Daxxin Psoriasis Shampoo
Hvis du oplever skæl, kløe eller irritation i hovedbunden, kan Daxxin Psoriasis Shampoo være et godt supplement til din pleje. Shampooen er et medicinsk udstyr og indeholder ingredienser, der er særligt udvalgt til at lindre symptomer i en sensitiv og tør hovedbund med tendens til psoriasis. Den vasker nænsomt, uden at udtørre, og er fri for parfume og unødige tilsætningsstoffer.
Shampooen kan bruges regelmæssigt og fungerer både som rens og som lindring af ubehag. Mange oplever, at hovedbunden føles mindre generet ved regelmæssig brug.
Hvad med Mildison til behandling af psoriasis?
I nogle tilfælde kan milde steroidcremer som LEO Mildison Lipid anvendes til kortvarig lindring af kløe og inflammation, men det er sjældent førstevalg i behandlingen af psoriasis. Den type håndkøbsmedicin bør altid bruges i samråd med en sundhedsprofessionel, og kun på et lille hudområde og i en begrænset periode. Der findes andre og ofte bedre behandlingsmuligheder på recept.
Mildison Lipid 10 mg/g Hydrocortison, 15g, 30g & 100g creme (læs uddrag af produktresumé her).
Gode hudplejevaner ved tør og irriteret hud
Når du har tør, skællende eller irriteret hud, er det vigtigt at pleje huden nænsomt og konsekvent. Ikke kun i perioder med tydelige udbrud, men også imellem dem. Ved at opbygge en stabil plejerutine kan du være med til at mindske gener og støtte hudens naturlige funktion.
- Vask med omtanke
Undgå lange, varme bade og brug i stedet lunkent vand. Huden bliver lettere udtørret, hvis vandet er for varmt, eller hvis du vasker dig for hyppigt. Vælg milde, parfumefri produkter, der er udviklet til sensitiv hud. Og dup huden tør med håndklædet i stedet for at gnide.
- Fugt huden – hver dag
Tør hud har sværere ved at holde på fugten selv. Derfor er det en god idé at tilføre fugt og fedt direkte efter bad – gerne mens huden stadig er lidt fugtig. Brug en creme, der er egnet til tør og skællende hud, og sørg for at påføre den regelmæssigt. Det kan gøre huden mere smidig og mindre tilbøjelig til at klø eller skalle.
- Vær opmærksom på hovedbunden
Hvis du har gener i hårbunden, så vælg en specialudviklet shampoo, som renser skånsomt uden at udtørre. Lad den gerne virke et par minutter før du skyller ud, så ingredienserne får tid til at virke.
- Undgå at kradse
Selvom det kan klø, er det bedst at undgå at klø direkte på huden. Det kan forværre irritation og skabe små rifter. Brug hellere en fugtighedscreme som lindrer, og overvej løst tøj i bløde materialer, der ikke gnubber mod huden.
- Hav tålmodighed og rutine
Effekten af hudpleje kommer ikke altid med det samme. Men ved at være konsekvent og bruge produkterne som anvist, kan du med tiden opleve mindre ubehag og en mere rolig hud. En god hudplejerutine handler ikke kun om produkter – det handler også om at give huden tid, ro og regelmæssig omsorg.
Ofte stillede spørgsmål om psoriasis og vores produkter
Skal jeg bruge produkterne dagligt?
Ved tør, skællende og irriteret hud – som mange med psoriasis oplever – er det en fordel at pleje huden dagligt. Produkterne i denne kategori, som er medicinsk udstyr som cremer og shampoo, er udviklet til regelmæssig brug. Ved at bruge dem konsekvent, kan du hjælpe med at bevare hudens fugtbalance og mindske gener i hverdagen. Følg altid anvisningen på det enkelte produkt, og vær opmærksom på, hvordan din hud reagerer.
Er psoriasis arveligt?
Ja, psoriasis kan være arveligt. Hvis én eller begge forældre har psoriasis, er der øget risiko for, at sygdommen også opstår hos deres børn. Det er dog ikke alle, der arver sygdommen, og selv med en genetisk disposition kan der gå mange år, før de første symptomer viser sig – hvis de overhovedet gør. Miljømæssige faktorer som infektioner, stress eller visse lægemidler kan også spille en rolle i, om sygdommen bryder ud.
Hvad kan udløse eller forværre psoriasis?
Der er flere faktorer, der kan være med til at udløse eller forværre psoriasis – og de varierer fra person til person. Nogle af de mest almindelige er:
- Stress: Både fysisk og psykisk stress kan påvirke immunsystemet og føre til udbrud.
- Infektioner: Især halsbetændelse med streptokokker er kendt for at kunne trigge psoriasis, særligt hos børn og unge.
- Hudskader: Rifter, solskoldninger eller andre former for irritation af huden kan give anledning til nye pletter (kendt som Koebners fænomen).
- Vejr og klima: Koldt og tørt vejr kan udtørre huden og forværre symptomerne, mens mange oplever bedring om sommeren.
- Medicin: Visse lægemidler, som for eksempel betablokkere og litium, kan i nogle tilfælde forværre psoriasis.
- Alkohol og rygning: Begge dele kan være med til at øge inflammationsniveauet i kroppen og dermed påvirke sygdommens aktivitet.
Det er en god idé at holde øje med, hvornår dine symptomer blusser op. Ved at kende dine egne triggere kan du i mange tilfælde mindske risikoen for nye udbrud.
Må børn bruge produkter?
Nogle produkter i kategorien kan anvendes af børn, men det afhænger af produktets klassificering og anvendelsesområde. Medicinsk udstyr som cremer og shampoo uden parfume kan i mange tilfælde bruges til børn, men det er altid en god idé at læse brugsanvisningen grundigt og eventuelt tale med en farmaceut eller læge, før du begynder. Håndkøbsmedicin som hydrocortisoncreme må kun bruges til børn efter aftale med sundhedsfagligt personale.
Tryg og hurtig hjælp fra dit online apotek
Hos Apopro ved vi, hvor stor en forskel den rette pleje og rådgivning kan gøre, når du lever med psoriasis. Derfor har vi samlet et udvalg af medicinsk udstyr og håndkøbsprodukter, der kan bruges i hverdagen til at lindre symptomer og støtte huden.
Apopro er et dansk apotek med bevilling fra Lægemiddelstyrelsen og medlem af Danmarks Apotekerforening. Det betyder, at du trygt kan handle dine apoteksvarer hos os – med samme sikkerhed, som du kender fra det fysiske apotek. Bag skærmen finder du et team af farmaceuter og farmakonomer, der sidder klar til at rådgive dig, hvis du har spørgsmål til produkterne, dosering eller anvendelse.
Vi sørger også for, at du får dine varer hurtigt og diskret leveret:
- Udvalgte områder: Bestil inden kl. 12.30 på hverdage, og få hjemmelevering allerede samme aften
- Resten af landet: Øvrige bestillinger leveres inden for 1–2 hverdage
Har du spørgsmål undervejs, kan du altid kontakte os via chatten, på mail eller telefon.










