Apopro
Hovedpine – få 5 gode råd mod spændingshovedpine – ApoPro.dk

5 råd mod hovedpine

Du kender det – smerten, der kan sidde bag øjnene, i baghovedet eller i panden. Hovedpine (og i særdeleshed spændingshovedpine) er irriterende og ofte ikke til at holde ud. Det kan være svært at koncentrere sig om noget som helst, når hovedpinen banker løs. Nogle rammes også af hovedpine med kvalme og svimmelhed, og så kan det være helt ulideligt. Men der kan være mange grunde til, at du får hovedpine, og der findes derfor også mange løsninger.

Sådan kommer du af med smerterne fra hovedpinen

1. Arbejdsstilling og hovedpine:

Oplever du, at du tit sidder og "falder sammen" foran computeren, når du arbejder? Typisk arbejder vi ca. 8 timer om dagen, og så er der ikke noget at sige til, at den uhensigtsmæssige stilling giver hovedpine. Det er en god idé at veksle mellem at stå op og at sidde ned. Samtidig er en træningsbold et godt alternativ til kontorstolen, da du skifter stilling automatisk, når du sidder på den.

2. Drik en masse vand:

En meget normal årsag til hovedpine er dehydrering. Heldigvis er løsningen nem – drik mere vand! Du kan eksempelvis have et stort glas vand stående på bordet, når du arbejder. Så fristes du oftere til at tage en slurk, og bare vent, det kan gå hen og blive helt vanedannende.

3. Smertestillende mod ondt i hovedet:

Har du af og til brug for smertestillende hovedpinepiller til at lindre mild og forbigående hovedpine, så findes der flere muligheder i håndkøb, eksempelvis:

  • Panodil Zapp, som virker hurtigt
  • Panodil Extra, som er tilsat koffein

4. Gå en tur og få frisk luft:

Gå en kort eller en lang tur, helst hver dag. Så får du både frisk luft i ansigtet og i hovedet samt en god pause fra skærmen. Det kan nemlig være mangel på bevægelse af musklerne, der er årsagen til din hovedpine. Har du mulighed for det, så brug din frokostpause på at bevæge benene og komme udenfor.

5. Sørg for at få en god nattesøvn:

Der kan være mange grunde til, at din søvn giver hovedpine. Du sover måske for lidt eller for meget. Måske ligger du dårligt eller indtager for meget koffein eller alkohol før sengetid. Måske er sengen for hård eller for blød. Én ting er sikkert: Hvis du hyppigt vågner med spændingshovedpine, er det oplagt at undersøge, hvordan du kan forbedre din søvnkvalitet.

 

 

Vedvarende, hyppig eller kraftig hovedpine

Oplever du vedvarende, kraftig eller hyppig hovedpine, bør du kontakte lægen.

Hovedpine er det, man kalder et uspecifikt symptom, og der kan derfor være mange helbredsmæssige årsager til hovedpine. Smerte er generelt et af kroppens signaler på, at noget er galt, og kraftig eller konstant hovedpine (følelsen af kronisk hovedpine), bør derfor tages alvorligt.

Hovedpine kan som nævnt skyldes spændinger, men det kan også skyldes andre sundhedsproblemer som eksempelvis forhøjet blodtryk eller grøn stær. Hovedpine kan også være en bivirkning til anden medicin. Oplever du hovedpine i forbindelse med, at du er startet på ny medicin, kan det netop være årsagen. Du kan kontakte vores fagpersonale på chat, telefon eller mail, hvis du har brug for rådgivning omkring bivirkninger.


Hyppig brug af smertestillende medicin gennem længere tid, også det du kan købe i håndkøb, kan faktisk også give det man kalder medicinoverforbrugshovedpine. Det er defineret ved en kronisk hovedpine, der har varet i over 15 dage/måned. Kontakt din læge hvis du får hyppige eller daglige hovedpineanfald under behandlingen med smertestillende medicin. Der findes også en hovedpine-dagbog, du kan notere i for at få overblik over, hvor ofte du lider af hovedpine.

Læs mere om medicinoverforbrugshovedpine >>

 

Se vores produkter mod hovedpine

Har du brug for hjælp?