BMI: Bliv klogere på Body Mass Index
Har du tjekket dit BMI – og er du i tvivl om, hvad tallet egentlig betyder for dig? BMI står for Body Mass Index og er en beregning af forholdet mellem din vægt og din højde. Det bruges som en indikator for, om din vægt ligger inden for det normale område. Men tallet kan ikke stå alene. Her dykker vi ned i, hvad BMI viser, og hvordan du skal forstå det i praksis.

Hvad er BMI, og hvordan kan du beregne det?
BMI vurderer forholdet mellem din højde og din vægt. Mange bruger det som en pejling på, om vægten ligger inden for et normalt område. Det er vigtigt at huske, at BMI ikke siger noget om for eksempel muskelmasse eller fedtfordeling. Det er altså et værktøj til at beskrive din kropssammensætning – ikke en facitliste. Dit BMI siger altså ikke alt om din krop, men det kan give et overordnet billede.
Sådan beregner du dit BMI:
- Mål din højde i meter
- Vej dig selv i kilo
- Brug formlen: vægt (kg) / (højde (m) x højde (m))
Hvis du for eksempel vejer 70 kilo og er 1,70 meter høj, beregner du 70 / (1,70 x 1,70).
Produkter

Sådan er de officielle tolkninger på BMI
Når du har beregnet dit BMI, bliver tallet placeret i en bestemt kategori. Det kan måske føles lidt sort-hvidt, og du skal huske på, at alle nuancer ikke er med i beregningen. Grænserne bruges som en fælles rettesnor i sundhedsvæsenet, så man har noget at navigere efter.
De officielle tolkninger ser sådan ud:
- BMI < 18.5 undervægt
- BMI 18.5–24.9 normal vægt
- BMI 25–29.9 overvægt
- BMI 30–34.9 svær overvægt grad I
- BMI 35–39.9 svær overvægt grad II
- BMI > 40 svær overvægt grad III
Kategorierne bruges blandt andet til at vurdere, om der potentielt kan være en øget risiko for helbredsproblemer. Men du skal ikke lade dig definere af tallet et alene. Din muskelmasse, alder, kropsbygning og livsstil spiller også ind. Man kan eksempelvis sagtens finde elitesportsudøvere, der ifølge tolkningen er overvægtige. Derfor bør BMI altid kun ses i sammenspil med andre faktorer. Hvis du er i tvivl om, hvad dit BMI betyder for dig, kan det være en god idé at tale med din læge.
Hvad kan BMI bruges til?
Mange bruger BMI som et første skridt, hvis de gerne vil forstå deres vægt bedre eller eksempelvis følge en udvikling over tid. Tallet kan give dig anledning til refleksion – men det skal altid ses i sammenhæng med resten af dit helbred.
Du kan bruge BMI til:
- At få en indikation af, om din vægt ligger inden for normalområdet
- At følge ændringer i din vægt over tid
- At starte en samtale med din læge om vægt og sundhed
- At skabe overblik, hvis du ønsker at justere dine vaner
BMI kan altså fungere som et kompas. Det viser en retning, men fortæller ikke det hele. Din trivsel, din hverdag og hvordan du har det i din krop, er mindst lige så vigtige faktorer. Derfor bør BMI altid være ét værktøj blandt flere – ikke det eneste, du læner dig op ad.

Man kan ikke bruge BMI alene
BMI kan give et hurtigt overblik, men det fortæller ikke hele historien om din krop. To mennesker kan have samme BMI og se vidt forskellige ud. Den ene kan have meget muskelmasse, den anden mere fedt. Derfor giver det god mening, at du supplerer med andre måder at vurdere din kropssammensætning på.
Her er nogle af de mest brugte metoder:
- Fedtprocent: Viser hvor stor en del af kroppen der består af fedt. Den kan måles med særlige vægte eller hos en fagperson.
- Taljemål: Ved at måle omkredsen på din talje kan du få en indikation af, hvordan fedtet fordeler sig på kroppen.
- Taljemål i forhold til hoftemål: Forholdet mellem talje og hofter kan sige noget om fedtfordelingen.
- Kropsanalysevægt: En kropsanalysevægt estimerer både fedtprocent, muskelmasse og væske i kroppen. Vores kropsanalysevægt er godkendt som medicinsk udstyr.
- Fysisk formåen: Hvordan du har det i hverdagen. Har du energi? Kan du bevæge dig frit?
Det handler altså om helheden. BMI kan være en del af det samlede billede, men det giver først rigtig mening, når det ses sammen med andre faktorer. Din krop er mere end et enkelt tal, og derfor bør vurderingen også være bredere end bare én beregning.
Produkter
Små ændringer i hverdagen kan gøre en forskel på vægten
Det behøver ikke være store og drastiske omlægninger, hvis du gerne vil ændre din vægt. Ofte kan små justeringer i hverdagen gøre en mærkbar forskel over tid. Det kan for eksempel være at gå en ekstra tur i løbet af dagen, tage cyklen i stedet for bilen eller vælge trappen frem for elevatoren. Bevægelse tæller mere, end man tror.
Hvis dit BMI er i den høje ende, så kan Vægttabsmedicin kombineret med diæt være en mulighed for dig. Det handler ikke om at forbyde bestemte fødevarer, men om balance og vaner, du kan holde fast i. Søvn og pauser i en travl hverdag er også vigtige faktorer, fordi søvn – eller mangel på søvn – kan påvirke dine hormoner, der styrer din mæthedsfornemmelse og sult. Små justeringer, der passer ind i dit liv, er som regel nemmere at fastholde, og det er netop kontinuiteten, der gør forskellen.
Artikler

Hjælp til vægttab: sådan opnår du en sundere krop
Overvejer du som mange andre også et vægttab? Dit online apotek guider dig igennem de grundlæggende kostråd, så du kan påbegynde rejsen mod et sundere liv. Med de rette værktøjer og viden, kan vejen til et effektivt vægttab blive nemmere.

Overvægt og vægttab
Overvægt er en udfordring, der påvirker mange mennesker, men ingen oplever det på samme måde. Læs om overvægt og vægttab på apopro.dk.















